Det har været en ret blandet dag i dag, da jeg lige pludselig har skullet tage stilling til flytning af Sedoj igen. På grund af personligt fnidder fnadder i stalden, ser jeg desværre ingen anden udvej end at flytte Sedoj. Nu var han ellers lige begyndt at falde til. Jeg har været ude og se på en anden stald, med dejlige store bokse, og stalden er lys og hestevenlig. Der er ridebane med lys, og adgang til skoven.
Derudover har jeg også mulighed for at komme tilbage til min gamle stald. Stalden er lille og forholdsvis mørk, med knap så store bokse, og hestene kan ikke kigge ud. Der er en lille ridehal, og en knaldgod udendørsbane med lys. Adgang til skoven kræver en del ridning af små veje, men vi har nem adgang til en lille bitte privatskov. Der bliver inden 1-2 år anlagt ridehal, samt nye åbne bokse i den gamle ridehal, og så bliver der masser af luft og lys.
Fordelen ved vores gamle stald er jo, at Sedoj kender stedet og de andre heste. Det bliver nok knap så stresset for ham, at flytte dertil igen. Og i løbet af 1-2 år bliver dette sted mit ønskested, hvad det angår stalden og banerne. Der er masser af foldtid, men det er ikke de allerbedste folde: ikke så meget græs, og en tildens til at blive mudret om efteråret. Til gengæld er der en utrolig ro på stedet, også blandt hestene. Hierarkiet er helt bestemt, og der er meget meget sjældent kampe, men ofte meget leg og gensidig hygge.
Jeg har bestemt mig for, at Sedoj får lov til at vælge. Vi tager tilbage til den gamle stald en af dagene, og kigger på tingene. Når vi er på tur, trækker han altid i mod sin gamle stald, og hvis han virkelig føler sig hjemme der, er det jo der han skal være. Det vil være det nemmeste, hvis jeg kunne finde det perfekte sted til Sedoj, men jeg kan ikke finde det sted. Sedojs elskede jo sin gamle stald, selv om jeg havde forbehold for den lille mørke stald, men den megen foldtid opvejede måske dette for ham. Det er godt nok svært for mig lige nu. Jeg troede virkelig at jeg kunne give Sedoj en rolig og stabil hverdag, men nu skal vi til at flytte igen. Jeg håber nu bare på, at Sedoj kan give mig svaret på, hvor han hører hjemme, for så kan jeg tage en beslutning uden dårlig samvittighed.
Men det er bare træls, når jeg virkelig prøver at gøre mit bedste, for at give Sedoj et godt, roligt og stabilt liv, og så skal vi igennem endnu en flytning med det stress det uvilkårligt giver for ham. Det er ikke altid nemt at være hesteejer med (lidt for meget) samvittighed, men nu håber jeg bare, at Sedoj giver mig svaret, så jeg med sindsro kan tage min beslutning.
