Så er vi hjemvendt fra stævnet, og det var et enormt hyggeligt stævne, en rigtig god tur og meget flinke mennesker, men jeg har alligevel fundet ud af, at det var første og sidste gang, at Sedoj og jeg deltog i et ridestævne.
Jeg har det lige så godt derhjemme sammen med Sedoj, og vi oplever lige så skønne ture sammen. Jeg får simpelthen ikke nok ud af det til, at jeg vil udsætte Sedoj og mig selv for det stres, som det nu engang er for os begge, at være med til sådan noget. Specielt jeg bliver påvirket af stævnesituationen.
Jeg har som sagt ikke et eneste ondt ord at sige om stævnet, og jeg er glad for at vi tog af sted, for så fik jeg afklaret nogle af mine spørgsmål angående mig selv, Sedoj og stævner, og det er bare i bund og grund ikke noget for os. Heldigvis er stævner jo ikke noget, som man absolut skal deltage i, og vi har så bare meldt os ud af den verden.
Da jeg kom ud til Sedoj i morges, var han ved godt mod. Han var frisk og vågen, og klar til at opleve noget. Jeg fik trukket ham ud af boksen, og så fik han sine staldbandager af. Derefter røg dæknet af, og så var der tid til en god omgang strigling, inden vi gik ud på en lille gåtur sammen. Her så vi lidt på området, og Sedoj var helt kold over postyret.
Han kom ind i boksen, da vi skulle til infomøde, og da det var færdig, var der tid til en endnu en lille gåtur, inden vi gik til dyrlægekontrol. Sedoj gik igennem kontrollen med A over hele linien, hvilket er det bedste. Han havde en startpuls på 44 slag/min. Jeg havde nu godt og vel en halv time, inden vi skulle starte ridtet, og Sedoj fik et kvarter i boksen i selskab med en plade hø, inden han blev striglet og sadlet op.
Så blev det endelig vores tur til at ride af sted. Sedoj var ved godt mod, men gik selvfølgelig i hans eget tulle-tempo hele vejen. Vi blev ret hurtigt overhalet af de to ryttere, der startede efter os, men det gjorde ikke så meget, for vi ville jo tage den med ro. Der gik lidt tid, inden vi fandt rytmen, men lige omkring de ti kilometer fandt vi en rigtig god trav, som vi så holdte resten af vejen – næsten. Vi skridtede dog også en del, da meget af turen foregik langs vejen og på grus. De andre rytter red mere eller mindre alle på idealtiden, som var 10 km/t, men Sedoj og jeg holdte os på lidt over 8,5 km/t, så stævnehjælperne begyndte at blive lidt bekymrede for os undervejs. På turen mødte vi mange mærkelige ting, som vi ikke havde set før. Vi red langs vandet – muligvis en sø, det fik jeg aldrig helt styr på. Vi skulle igennem en maskinstation, kolonihave og forbi en havn. Det var dog ved at gå galt en enkelt gang for os, hvor Sedoj blev forskrækket, og var ved at springe ned i bækken ud fra en bro. Det var en ret grim oplevelse, som lige krævede lidt skridtpause for os begge. Ellers gik det bare fint, og vi afsluttede ridtet med at galopere den sidste kilometer i mål. Også ved målstregen blev der udtrykt bekymring for mig, da de åbenbart havde ventet næsten 20 minutter på at vi skulle komme ind.
Så blev Sedoj sadlet af, og fik sit fleecetæppe på, og så gik vi rundt i ca. 10 minutter, inden vi gik til dyrlægekontrollen, hvor vi igen fik A’er over hele linien, og sluttede af med en puls på 56 slag/min. Turen tog i alt 2 timer, 19 minutter og 52 sekunder. Jeg var bare så stolt af Sedoj, for han havde klaret turen, og fået A’er over hele linien. Vi havde redet hurtigere, end jeg havde regnet med, og han havde bare gået godt. Dommeren og dyrlægen grinede dog lidt af os, for Sedoj leverede sin fine tulle-trav i den afsluttende dyrlægekontrol, og de var lige ved at give os et B i oplagthed, men da Sedoj jo som sådan var oplagt nok, så blev det altså til et A. Han er jo bare lidt lad i forhold til de andre arabere, som hoppede og sprang rundt. Det gider Sedoj virkelig ikke spilde tid og energi på.
Derefter kom Sedoj ind i boksen med vand og hø, og så fik han fred. Igen slappede han helt af, og begyndte både at spise og drikke med det sammen. Da jeg lige tjekkede ham en halv time senere, stod han næsten og sov. Det gik så yderlige en time, inden vi skulle til præmieoverrækkelse. Jeg var godt klar over, at det blev en sidsteplads til os, men det var fuldstændig lige meget, for vi havde gennemført, og det var mit mål. Jeg fik et fint diplom, en gul rosette, og en pose hestebolcher, som Sedoj indviede med det samme, og han syntes de smagte godt, så posen var snart væk.
Læsningen tog lidt længere tid i dag, end den gjorde i går, men nu var vi jo heller ikke hjemme i vante omgivelser. Sedoj stod meget pænere hjemad, end han gjorde derud. Og den bette grå var bare så glad for at være hjemme igen. Han kom straks på folden, så han kunne slappe af sammen med de andre heste, og det var noget, der passede knægten. Nu skal jeg så ud til ham senere i aften, hvor han skal have sin mad, massere lidt og rigtig hygges om. Han var bare så dygtig i dag, og jeg er så stolt af ham. Det var ren succes for os, og så kan jeg jo ikke forlange mere. Men som sagt – det var første og sidste gang, for vi har det mindst lige så godt derhjemme, og jeg ved jo godt, at min lille Dojsen er knalddygtig hest, og jeg har sådan set ikke brug for diplomer, rosetter og andre præmier for at bevise det. Det var en skøn dag og en dejlig tur, men alligevel ikke ret meget anderledes end det vi har sammen til hverdag.
