De andre dyr

Selv om de direkte ikke er tilknyttet til Stald Hestehygge, så er der andre dyr, der har en plads i mit hjerte. Både hund og kat har været en stor del af mit liv lige fra barndommen af. Og ligesom jeg ikke kan forestille mig mit liv uden hest, så kan jeg heller ikke forestille mig mit liv uden en hund eller kat.

Knold og Tot fik vi i 2014, . Vi har desværre kun Tot tilbage nu (misforstå mig nu ikke, for ham er vi rigtig glade for), da Knold forsvandt den 2. marts, og måske fandt vi resterne af ham en måneds tid efter. Knold var virkelig mine dreng. En dejlig rød langhåret krammebamse, der elskede at ligge i arm og blive kløet på maven. På Knolds side kan du læse mere om ham. Tot er nu ene kat her i huset, og han nyder fortsat livet både inde og ude. Vi flaskede ham op, da han mistede sin mor, da han kun var 6 dage gammel. Han vil gerne nusses med, men det er på egne præmisser. Hvor Knold var min kat, anser Tot mig for at være hans menneske… På Tots side kan du lære ham at kende.

Før Knold og Tot kom ind i vores liv havde vi de to brødre Mads og Mikkel. De var selvfølgelig også røde, men ikke langhårede. De var til gengæld nogle rigtig dejlige katte. Mads var primært min kærestes kat, mens lille Mikkel var min. Eller min det var han i hvert fald indtil vores datter overtog ham. De to havde et helt særligt bånd allerede fra starten af. Mads døde af ukendte årsager i 2010, og Mikkel levede indtil 2014, hvor han døde af akut nyresvigt. På Mads’ side kan du lære ham bedre at kende, og på Mikkels side kan du se og lære lidt mere om charmetrolden

Men nu skal det jo ikke være kat det hele, for vi har også haft verdens dejligste bufhund. Zeus var en rottweiler uden stamtavle, men den skulle vi som sådan heller ikke bruge til noget. Han var en rigtig dejlig og glad hund, der fik flere i vores omgangskreds til at indse, at rottweileren ikke er en farlig hund. Men han var specielt min bodyguard, og det kom til udtryk, hvis jeg f.eks. gik tur med ham, og folk kom gående/løbende imod os. Så gik han lystigt og brummede “hende her passer jeg på”. Han end ikke kiggede efter dem, der passerede os, men der var lyd på ham, og hele hans kropsholdning ændrede sig. Vi måtte desværre også sige farvel til Zeus i 2010, da han fik problemer med ryg og bagpartiet. På Zeus’ side kan du læse mere om denne dejlige knægt.

Min første kat var selvfølgelig en rød hankat. Min kæreste kom og hentede mig i stalden, og så sad der denne lille søde killing der på sædet. Frederik blev ikke ved med at være lille. Han voksede op til at blive en 7 kilos kraftkarl, der styrede hele kvarteret med skarp pote. Han var nok grunden til, at jeg fortsatte med de røde katte, for han var bare en rigtig dejlig kat. Han mistede desværre livet på vejen, da han var gået lidt for langt uden for hans vanlige territorium. Det var en sorgens dag! På Frederiks side kan du læse mere om ham.

Vi har også haft et par andre katte, som enten ikke fungerede hos os eller som vi desværre mistede af forskellige årsager inden for ganske kort tid. F.eks. en dejlig langhåret sort/hvid kat, der som voksen blev omplaceret til os. Dagen efter fik han presset et vindue åbent, og rendte direkte ud foran en bil. En lille trefarvet killing, der fik så mange bank af Frederik allerede første dag, den var i huset, at vi akut omplacerede hende til et det hjem, som havde hende resten af hendes liv. Og den skønneste Maine Coon/Perser killing, som ved et hop fra bordet landede i nogle skuffer på en måde, så han brækkede halsen. Den dejligste røde langhårede kæmpe kastrerede hankat, der valgte at gennembanke og konstant true Mikkel på en sådan måde, at han ret hurtigt fik et nyt hjem.

Selv om katte har været en stor del af mit voksenliv, så er hele min barndom præget af især en bestemt hunderace – den gladeste af dem alle, nemlig boxeren. Der er altid gang i huset på den gode måde, når man har en boxer. Den sidste i rækken af boxere, som mine forældre havde var Bengo. Min interesse for hesten groede for hver dag, der gik, og han blev nærmest udlært i at være hest – både indenfor spring og dressur. Jeg forsøgte f.eks. ihærdigt at lære ham at skridte 4-taktet ligesom en hest. Det lykkedes mig aldrig, men han lærte at changere galoppen på kommando.

Selv om jeg synes, at nærmest alle hunde er fantastiske på hver sin måde, så er det altså boxeren, som mit hjerte banker for. Og jeg håber en gang, at mit liv flasker sig således, at jeg kan få mig en boxer igen… Og så må den selvfølgelig blive gode venner med mine røde langhårskat, for sådan en eller måske endda to, skal der helt klart altid være i mit liv…