Mindesiden

Denne side er tilegnet de dyr, som ikke er i vores liv længere. De lever stadig i mit hjerte, og kan stadig få mig til at smile og græde. Disse dyr betød og betyder stadig rigtig meget for mig. Hver især har de haft en stor plads i mit liv, og jeg vil aldrig nogensinde glemme en eneste af dem. Når man, som jeg, vælger at kaste sin kærlighed på dyrene, ved man jo også, at de højst sandsynlig vil tage turen til Regnbuebroen før en selv. Men det gør ikke mindre ondt af den grund, når man man skal sige farvel. Du kan læse hver deres historie herunder:

Oskar

I december 2023 sagde vi farvel til skønne Ossie. Han blev akut syg kort tid efter, at vi flyttede i huset. En tur til dyrlægen viste akut nyresvigt.  Jeg hader den sygdom så meget.

Oskar var sin egen. Han var en kæmpe personlighed. Han var vores helt egen ninja-kat, der gerne fangede vores fødder, når vi gik forbi ham – især i starten. På maven havde han en plet, og det var grænsen for, hvor han kunne aes. Hvis du gik over grænsen, så sagde han fra med tænder og kløer. Ossie var lige så sød, som han var ninja-kat. Jeg glemmer aldrig den første gang, at han kravlede op på mine ben, og lagde sig til at sove i mit skød. Efterhånden blev han min kat, og vi opnåede et kompromis, hvor jeg behandlede ham med respekt, og tog hensyn til hans grænser, og han accepterede flere og flere ting fra min side.  Læs Oskars historie

Knold

Den 2. marts sagde vi farvel til dejlige Knold. Han drog afsted på aftentur med sin bror Tot, og vi forventede selvfølgelig at se dem begge igen. Det var dog kun Tot, der stod på trappen, og ville ind en lille times tid senere. Med en lettere uro i maven begyndte jeg at gå og kalde på Knold, men der var intet svar – ingen tegn fra ham. Tot viste masser af tegn, for han var nemlig pludselig blevet bange for, at være udenfor. Men hvad pokker var der så sket med Knold?!

En måned gik uden vi fandt Knold. Jeg blev så ringet op vedr. en død kat. Og som om det ikke var nok, så var katten også hovedløs! Jeg skulle altså identificere en halvspist kattekrop uden hoved. Det var ikke nogen nem opgave – hverken praktisk eller følelsesmæssigt. Men udelukkende baseret på pelsen, vælger jeg at tro, at der måske kunne være tale om Knold. Jeg vil nok altid have et håb om noget andet.

Knold var den sødeste og mest tålmodige kat, som jeg nogensinde har mødt. Han fladede helt ud i mine arme, og lå på ryggen, og blev nusset på maven. Han var så venlig over for min datter, og de lå og sov sammen om natten. Og ikke nok med, at han havde alle disse gode kvaliteter, så havde han også det smukkeste ydre. For mig var han noget helt særligt, og nu er han her ikke mere… Læs Knolds historie

Mikkel

Den 6. august 2014 sagde vi farvel til Mikkel hos dyrlægen i Rødkærsbro. Han blev aflivet efter et længere forløb, som eskalerede på 24 timer i en sådan grad, at der desværre ikke var mere at gøre for lille Mikkel.

Mikkel var fra første dag min kat, og vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Derudover havde han også vundet min datters hjerte. De to havde også noget helt særligt sammen. Vi havde Mikkel i 10 år, og vi savner ham så forfærdelig meget. Læs Mikkels historie.

Mads

Den 22. juli 2010 mistede Mikkel sin bror og kammerat. Vi ved ikke, hvad der er sket, og hvorfor Mads lå død for foden af kældertrappen, når Mikkel rendte rundt og var frisk. Vi havde været på weekend hos mine forældre, og kom hjem til en ret upåvirket Mikkel, der rendte alene rundt i stueetagen. Mads fandt jeg ikke, før end jeg kiggede i kælderen…

Mads var en stor kat både fysisk og mentalt. Han fandt sig troligt i at blive klappet (!), aet og børstet. Han fandt sig troligt i Mikkels drillerier. Mads var en af de få katte, som vi har haft, der også kunne lide mænd, og dermed min kæreste. Læs Mads’ historie.

Zeus

Zeus kom ind i vores liv i august 2003 som en lille kluntet hvalp med lidt for store poter og lidt for lidt balance. Mens han voksede op, viste det sig, at denne store rottweiler-knægt var både smuk, venlig og med en stor personlighed.

Vi fik nogle rigtig skønne år med ham, og nogle fantastiske minder med en helt igennem vidunderlig hund. Vi måtte sige farvel til ham i Februar 2010. Der findes ikke ord, der kan beskrive hvor stort savnet af dejlige Zeus er. Læs Zeus’ historie.

Nikita

Nikita var mine forældres hund, og de fik hende først efter at jeg var flyttet hjemmefra. Ikke desto mindre så har Nikita selvfølgelig også en plads i mit hjerte. Og jeg havde vist også en lille plads i hendes, for hun blev altid så glad, når jeg kom hjem. Mine forældre kunne bare sige til hende, at nu kommer Susanne hjem, og så fandt hun slet ikke ro, før end jeg ankom.

Nikita var en Engelsk Springerspaniel FT og blev brugt somjagthund. Hun har brugt mange timer i selskab med min far på jagtmarkerne, og ikke mindst med hygge i stolen, når jagten så var slut.

Hendes kræfter slap op, men jeg er sikker på, at den nu får fuld skrue sammen med Michelle på de evige jagtmarker…

Frederik

Frederik kom ind i mit liv i 2001. Han var min første kat. Han var ikke større end han med lethed kunne ligge i min hånd. Efterhånden voksede han op og blev til en “lille” kat på lige knap 7 kilo. Han var en rigtig dejlig kat, der startede sit liv som indekat, men efterhånden var han mere ude end inde.

Hans udeliv blev desværre også hans død. Frederik blev kørt over en kold septembernat. Det var den sidste aften, hvor Frederik blev lukket ud, for om vinteren, foretrak han nemlig livet som indendørskat. Frederik ligger nu begravet i vores have. Læs Frederiks historie.

Michelle

Michelle var en lille Engelsk Springer Spaniel FT. Hun var mine forældres hund, og hun blev aflivet d. 8/7-05.

Michelle fik vi, da hendes tidligere ejer ikke kunne have hende længere pga. allergi. Hun var dengang to år. Michelle var en trænet jagthund, og hun har fulgt min far mange timer i skoven. Udover at være jagthund, var hun også en familiehund, der yndede at sove i min fars arme, når han så fjernsyn. De to kunne snorke så højt, så vi andre forlod rummet, når de faldt i søvn sammen.

Michelle blev en ganske gammel dame på 17 år. Hun var min legekammerat, da jeg boede hjemme. Hun var en ukuelig dame, som overlevede blandt andet to hjerneblødninger, og i 2004 tabte hun al pelsen en overgang. Hendes syn og hørelse blev dårlig, og trappen blev også svær for hende at komme op ad. Men hun fungerede fint nok under hendes betingelser.
Men uanset hvad har Michelle altid beholdt sit gode humør og ikke mindst appetitten. Michelles dårlige hørelse gik dog altid midlertidigt over, når hun hørte brødskuffen blev åbnet, eller man tog kiks fra kikseskålen, og hun kunne også høre fars jagthorn. Til sidst begyndte Michelle at tabe al pelsen igen, og hun begyndte at få store knuder bag på. Mine forældre valgte at ende hendes liv på den gode måde – nemlig før det blev uværdigt for hende at leve.

Selv om den lille gamle dame er færdig med at jagte på jorden, så er hun sikkert allerede på jagt et eller andet sted oppe ved Regnbuebroen.

Smokey

Smoky var en lille perser/maincoon killing, som vi fik imens vi havde Frederik. Det var den eneste kat, som Frederik accepterede, og de hyggede sig sammen i den korte tid, han var her hos os.

Smoky var en utrolig køn lille knægt. Han var lidt af en uldtot, og havde det kæreste lille ansigt. Han faldt ret hurtigt til her hos os, og fik et ret godt forhold til min kæreste. Han var ikke så glad for mig, men jeg havde jo også Frederik.

Smoky døde under nogle ret uheldige omstændigheder. Han ville springe ned fra et bord, og ramte nogle skuffer, som stod nedenfor. Han ramte dem desværre så uheldig, at det blev enden på hans liv. Det var med stor sorg, at vi tog afsked med Smoky. Vi havde ham ikke ret længe, men vi blev meget knyttet til ham på den korte tid, vi havde ham.

Bengo

Bengo var en stor boxerhan. Vi fik ham, da han var omkring 2 år gammel. Det bedste ved ham var, at han var god som dagen var lang.

Jeg har så mange kære minder om Bengo – han var min barndomsven, og fandt sig faktisk i alt fra min side. Jeg havde endnu ikke fået min første hest, så alt det jeg lærte til rideundervisningen, skulle Bengo også lære. Så vi har gået mange dressurprogrammer i tidens løb, og han blev også udsat for at springe.

Bengo var altid glad og i godt humør. Selv da han blev syg, beholdte han sit gode humør, og elskede at komme ud og gå ture, og ville hele tiden lege med Michelle, som vi havde fået dengang. Men han kunne bare ikke holde til det, og stønnede og hostede hver gang han forsøgte at springe lidt rundt.

Bengo blev aflivet pga. kræft i struben. Han spiste og drak som sædvanligt, men han tabte sig for hver dag, der gik. Vi kunne godt have givet ham lidt tid ekstra at leve i, hvis vi ville fylde ham med piller hver dag. Vi valgte at sige stop, mens Bengo stadig havde sit gode humør. Det var en beslutning, der gjorde ondt på os alle i familien, men vi har stadig alle de gode minder, som han gav os. Vi snakker stadig om ham, på trods af, at det nu er mange år siden, at han blev aflivet. Bengo nåede at blive 13 år, så det var jo også en høj alder for en stor hund. Vi ved, at vi gjorde det rigtige, men savnet er stadig stort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *