Mikkel

Juli 2004 – August 2014
It hurts to be the one that had to make the choice
Your life rested in my hands. I had to be your voice
I hope you will forgive me. I had to sever the tie
I knew you wouldn’t leave me – You would never say goodbye

Our bond will never be broken. I know this to be true
And when I leave this earth I have you to look forward to

For now I can only tell you that I miss you dearly my friend
I’m learning to smile through the days but you know it’s only pretend
I still see you when I close my eyes and feel you through and through.
This empty place inside my heart can be filled by only you.

~ Et højtelsket firbenet medlem af vores lille familie ~

Undskyld

Mikkel var min kat, og jeg elskede min sære lille kat højt og inderligt. Han havde været min i 10 år, da jeg måtte sige farvel til ham den 6. august 2014. Mikkel blev aflivet pga. akut nyresvigt med kraftig dehydrering, og det hele skete på kort tid. Jeg føler at jeg har svigtet min lille røde missekat, da jeg burde have opdaget og handlet på sygdomstegnene, og det gør ondt. Mikkel gik fra at være lidt mærket af sin alder til at være rigtig syg på under 24 timer. Det var første gang, at jeg stod med akut syg kat, men det er sidste gang, at jeg lader mig affeje og afventer hvad der sker i de næste timer. Desværre var det Mikkel, der skulle lære mig denne lektion.

To små røde killinger

Mikkel kom med sin bror Mads ind i vores liv i oktober 2004. Efter vi havde mistet vores gamle kat Frederik, savnede både min kæreste, jeg selv og ikke mindst vores hund Zeus at have kat i huset. I den lokale avis så jeg en annonce med kattekillinger, hvoraf en del var røde hankatte. Dem skulle jeg selvfølgelig ud og kigge på. Jeg fandt to røde totter, der skulle med mig hjem. Navne havde vi mange af, og det gik lige fra Knold og Tot til Omsen og Momsen til Mads og Mikkel. Det var selvfølgelig det sidstnævnte, der vandt.

De første 24 timer levede Mads og Mikkel inde under sofaen. Her var de i læ for den lettere kluntede og meget nysgerrige Zeus, som var fuldstændig vild med at have fået hele to katte i huset. Han var lidt som en elefant i en glasbutik, for han ville så gerne de små killinger, men kom mere end en gang til at træde på dem, når de endelig kom frem under sofaen.

Mikkel havde enorm stor fornøjelse af Mads. De lå i arm og sov, de spiste af den samme skål på samme tid, selv om de havde to til rådighed, og de legede fangeleg i timevis. Det eneste de ikke ville dele med hinanden var kattebakken. Vandskålen delte de med Zeus, så længe vi havde ham, da det åbenbart var meget sjovere at drikke af hans skål end deres egne.

Mikkel var altid den mindste med sine små 5 kg. Mads vejede tilgengæld godt og vel 7 kg. Og Mads var også ham, der bestemte – han var bossen, ingen tvivl om det.

Farvel til storebror

Desværre mistede vi Mads den 22. juli 2010, da han lå død i vores kælder uden nogen forudgående oplevelse. Der var en smule skum ved hans mundvige, men hvad der var sket, kan hverken vi eller dyrlægen forklare… Mikkel fejlede ingenting overhovedet, og det var tydeligt, at han havde taget sin afsked med sin storebror.

Mikkel var altid en lidt sky kat, der forsvandt, når vi fik gæster, og holdte sig for sig selv. Det ændrede sig efter Mads’ død. Mikkel blev meget selskabelig, og han lå gerne på skødet af selv ukendte folk. Når man nussede med ham, begyndte han at savle. Han kunne være helt våd på brystet, når det var rigtig godt.

Det var dejligt, at han blev lidt mere social, for vi var faktisk bange for, at han blev så sær, at vi måtte aflive ham. Det gik heldigvis den anden vej, så vi kunne nyde ham nogle år endnu. Han så mig blive mor, og han så Felecia vokse op. Han var rigtig god med vores datter Felecia, og selv om vi forsøgte at lære Felecia at ae, så blev han da rykket lidt i. Det klarede han på en rigtig fin måde ved at gå væk, når det blev for meget…

Mikkels særheder

Mikkel blev jævnligt truet med aflivning/bortgivelse, da han havde fået sig en vane for at tisse, hvis der lå noget tøj fremme. Det kunne være vores tøj, men et viskestykke på køkkenbordet kunne da også bruges, og det var bare for ulækkert. Kattebakken brugte han sjældent til at tisse i.

Han var tydeligvis min kat, og sad gerne hos mig og suttede i en trøje. Mikkel var ikke blevet taget for tidligt fra, men suttebehovet var altså ikke blevet dækket ordentligt. Han kunne ikke lide at sove i tæpper eller i huler, og han kunne heller ikke lide at gemme sig i poser eller kasser. Tilgengæld elskede han at sidde i hætten på mine trøjer. Da han blev lidt større, sad og lå han gerne på mine skuldre og hyggede sig. Der var nu ikke noget mere hyggeligt, end at have lyden af hans spinden i mit ene øre…

En udekat

Mikkel blev en ret habil udekat efter Mads’ død. Da han stadig var ude med Mads, holdte de sig på grunden, og de undgik også slåskampe. De er aldrig kommet hjem med skrammer. Det gik også rigtig godt i et par år, men så gik det galt. Jeg tror der kom en ny kat til kvarteret, for i marts/april måned 2014 begyndte han at komme hjem med småskrammer.

I maj måned kom han hjem efter nogle dage med en stor byld med tydelige tandmærker på brystet, som blev drænet af dyrlægen. Mikkel var på daværende tidspunkt tynd og lidt mat i det, men kvikkede op og tog lidt på i vægt. Det gik så op og ned over de næste par måneder, og i løbet af 24 timer gik det helt galt.

De sidste timer

På trods af at Mikkel både drak og spiste, var han åbenbart ret dehydreret. Han ville også gerne lege og nusse, men han var faktisk ret syg. Til sidst var han svimmel, når han gik, men han gik alligevel. De sidste ti timer lå han bare i kælderen og sov, men han vågnede når vi kom ned, og han ville gerne snakkes med. De sidste to timer, kunne vi knapt få kontakt med ham, og så gik det mod dyrlægen. Vores datter på 4 år fulgte med, og sad og sagde farvel til Mikkel på køreturen. Jeg håbede på det bedste -en indsprøjtning eller nogle piller, der ville få alt til at gå i orden. Da dyrlægen så ham, var ordene ganske tydelige. Der var ikke mere at gøre. Kroppen var ved at lukke ned. Han var massivt dehydreret, og derudover så var han rigtig skidt, hvor især nyrerne blev fremhævet.

Med tårerne rendende ned af kinderne (hvilket de også gør, mens jeg skriver dette), lod jeg dyrlægen gøre sit arbejde. Da han barberede hans forben, spurgte Felecia om hun ikke måtte få hårene, så hun kunne huske, hvor blød Mikkels pels var, og det fik hun selvfølgelig lov til. Mikkel sov ind i mine arme, og Felecia nussede ham lidt. Mine tårer ville slet ikke stoppe. Da han spurgte om, hvad der skulle ske med Mikkel efterfølgende, var det Felecia, der svarede, at han skulle hjem i haven og begraves, så hun kunne vise ham, hvilken stjerne, der var hans.

Håbet der aldrig blev indfriet

Jeg havde sådan håbet, at jeg ville få min lille Mikkel med hjem. Jeg havde godt set, at han var blevet gammel at se på. Jeg havde også godt set og mærket, at han havde tabt sig, men hvis han kæmpede med en kat om territoriet, så kunne det jo være forklaringen. Jeg havde virkelig troet, at han ville have været mere mærket af sin sygdom. Han klagede aldrig. Han spiste, men kroppen var ved at lukke ned. Han drak, men var dehydreret. Han kom af med stort og småt i bakken, men nyrerne svigtede. Han var kælen og legesyg. Hvorfor overså jeg disse tegn? Han sov lidt mere end ellers – og jeg sagde til mig selv, at han jo var 10 år. Nu vågner han aldrig mere. Jeg kan aldrig mere begrave mine hænder i hans pels. Jeg kan aldrig mere kalde ham hjem, og høre den lille røde kat, før jeg kan se ham komme løbende til mig. Jeg kommer aldrig mere til at sidde med min lille Mikkel på mit skød, og nusse ham til at han savler eller han sutter i min trøje. Jeg håbede så meget, og min verden sank, da jeg hørte dyrlægens ord. Undskyld Mikkel, hvis jeg overså noget – måske dig. Undskyld, hvis jeg ikke var der, da du behøvede mig mest. Undskyld…….. undskyld… undskyld…

Fotoalbum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *