Hesteviden & Hestetanker

Hesteviden & Hestetanker

hukuhkhkjhkjhkj
  • Til kamp mod insekterne
    Jeg tror faktisk, at jeg nu har sørget for, at Sedoj og Silver kan slipper for at blive generet alt for meget af insekterne. Jeg bruger 3 produkter nu, da det er umuligt for mig, at holde insektdækner og masker på dem. De to drenge leger lidt for meget til at det bliver siddende og ikke bliver rykket i stykker, og budgettet er ikke ligefrem til at købe nye sæt hver uge. Sedoj skal desuden også have en bestemt slags maske, da han jo ikke har øjenvipper på venstre øje, og derfor er det meget vigtigt, at nettet ikke kommer for tæt på øjet. Alt med bøjler giver bare Silver endnu større mulighed for at hive masken af, og bidstop virker ikke. Derfor er vi endt ud i sprays og creme, som midlet til at holde insekterne lidt på afstand. Jeg bruger nu Absorbine Ultrashield grøn og sort samt Belly Balm fra Professionals Choice. Disse tre produkter gør virkelig underværker for drengene, især når de går i skoven, og ikke har samme mulighed for at gå indenfor, som de har på vinterfolden, hvor de har deres læskur. Absorbine Ultrashield sort bruger jeg ca. 1-2 gange i løbet af 14 dage. Det er nødvendigt med ekstra påføring, hvis det har regnet meget, hestene har svedt eller de er blevet vasket. Selv om midlet kommer i en sprayflaske påfører jeg det med en klud på en nystriglet hest. Jeg påfører det mod hårene, så det kommer ind til huden. Det virker nemlig ved at sætte sig i huden, så hesten ikke smager godt. Vigtigt for mig er også, at det virker mod flåter, og jeg kan se en tydelig forskel på, hvornår jeg bruger det eller ej. Absorbine Ultrashield grøn bruger jeg efter behov. Hvis der er mange svirrende insekter luften, eller vi skal ud og ride, påfører jeg også dette middel med klud. Dette har en duft, der afskrækker de fleste insekter, så de holder lidt mere afstand til hestene. Det giver hestene noget ro både på fold og under ridning. Dette produkt holder ikke lige så længe, som den sorte Ultrashield, så derfor påfører jeg efter behov. Rider vi når der er mange insekter, giver jeg også mit eget tøj et lille pift eller to med den grønne Ultrashield. Absorbine Ultrashield har og er delvist stadig et diskuteret produkt i hestekredse. Den sorte Ultrashield er en biocid, hvilket betyder den indeholder giftstoffer, som er dødelige for insekter. Den indeholder indeholder Pyrethrin og Permethrin, der er giftige for katte, hvis de kommer i kontakt med produktet, mens det er vådt. Den indeholder også lanolin og aloe vera, der er godt for hestens pels og hud, og ikke mindst beskytter den også hesten mod solens stråler (har solfaktor). Absorbine skriver, at en påføring varer op til 17 dage, men jeg har personligt ikke mødt nogle endnu, der har opnået en virkning, der holder så længe. Den sorte Ultrashield er testet og godkendt af Miljøstyrelsen. Den grønne Ultrashield er uden kemikalier, og indeholder de 7 aromatiske olier: Timianolie, cederolie, citrongræsolie, rosmarinolie, citronellaolie, kløverolie og geraniumolie. Disse aromatiske olier virker afskrækkende på insekterne. Derfor er den rigtig god at bruge til rideturene, og når insekterne er ekstra aktive, mens hesten er på folden. Den har en virkning på omkring 6-12 timer, men mere skal man nok ikke forvente. Min nyeste tilføjelse til værktøjskassen mod insektplagen, er Tail Tamer Belly Balm fra professionals Choice. Dette produkt er en grønlig creme bestående af Bivoks, lanolinolie, æbleekstrakt, eukalyptusolie, cedertræsolie, citronellaolie, vitamin E acetape og aloe vera olie. Det er som Ultrashield grøn et ret naturligt produkt. Det er et fedtet produkt, og sidder derfor godt fast, selv når hesten sveder lidt eller der kommer en byge. Jeg bruger produktet på drengenes ædlere dele samt lynlåsen langs maven, hvor der er ned adgang til hud for insekterne. Derudover er Sedoj meget ramt i hans ører af insekterne. Jeg bruger denne creme med stor succes til dette, og han hverken vipper med hovedet eller blafrer med ørene hele tiden længere. Det er også tydeligt at se bare efter få dages brug, at begge drenge undgår de større angreb af mitter på de sarte hårløse områder. Den eneste ulempe jeg har med dette produkt, er at Sedoj får en lettere fedtet frisure, da produktet kommer fra ørene ud i hans lille pandelok med 25 hår. Men det er helt klart det værd, når bare han kan gå i fred for insekterne. Der er faktisk en ulempe mere. Jeg er nu offer for de stikkende, flyvende og irriterende insekter, for de gider jo ikke hestene længere. De går det meste af tiden i fred for insekterne nu. Klæg kan godt finde på at sætte sig, men de forsvinder hurtigt igen. Myg, fluer og mitter holder sig på rimelig god afstand. Det giver begge drenge fred og ro på folden. Jeg ser slet ikke så meget vippen med hovedet, flagrende ører og svingen med halen længere. Det er dejligt, for nu er det at komme på sommerfolden i skoven en god oplevelse for os alle tre. Selv om Ultrashield Green og Tail Tamer Belly Balm er baseret på mere naturlige ingredienser, kan hesten godt få en allergisk reaktion. Derfor er det lige så vigtigt, at afprøve disse produkter på et mindre område ligesom man ville gøre med Ultrashield sort. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, er at cedertræsolie er på dopinglisten hos trav- og galopsporten i Sverige. Den nye Absorbine Green indeholder ikke cedertræsolie længere, men det har den gjort tidligere.
  • Jeg fanger ikke mine heste
    Når jeg kommer i stalden, så bliver jeg altid mødt med et lille vrinsk fra Silver og et hø-hø-hø fra Sedoj. Silver kommer altid travende eller galopperende mig i møde, mens Sedoj som regel tager det mere roligt, men han kommer dog også altid op til mig. Man kan da ikke andet end at blive glad af sådan en velkomst, vel!? Jeg har dog også prøvet det modsatte med nogle af mine tidligere heste. Jeg har brugt timer på at gå på folden, for at fange en hest, der bare ikke ville komme hen til mig. Det var frustrerende, når jeg bare gerne ville hygge mig med min hest, og den så ikke syntes, at det var lige så hyggeligt at være sammen med mig, som jeg syntes det var, at være sammen med den. Jeg har gået på folden med knitrende pose, for at gøre opmærksom på, at jeg havde godbidder. Vi har været to afsted med et reb imellem os, for at fange hesten i et hjørne. Jeg har brugt fangefold. Jeg har siddet på marken i timevis, snakket med andre heste for at gøre min egen jaloux osv. Alle tricks i bogen, har jeg forsøgt mig med. Jeg har mere end en gang måtte opgive, fordi jeg brugte al tiden på at forsøge at fange den, så jeg ikke havde mere tid i stalden. Når hesten først var fanget, så var der ikke nogen problemer. Jeg havde en glad hest, der tiggede godbidder, gerne vil nusses, ikke var sur under opsadling og heller ikke viste utryghed på nogen måde hverken under håndtering eller i ridningen. Efter at have haft nogle heste, som ikke ville fanges, var jeg ret opmærksom på det problem, da jeg fik Sedoj. Derfor havde jeg altid en godbid i lommen, som han fik, når jeg så ham. Jeg gik ofte på folden, kun for at give ham en godbid og sige hej til ham. Derefter gik jeg ind og ordnede stalden eller sådan noget, og kom så tilbage igen for at tage ham ind. Nogle gange var jeg på folden flere gange, inden jeg tog ham med ind. Jeg forsøgte at variere træningen, og gøre ting, som han synes var sjovt. Det har virket for os, for eg har aldrig haft de store problemer med at hente Sedoj på folden. I det helet taget ændrede jeg min tankegang fra at skulle fange min hest, til at hente ham på folden i stedet for. Lille Sille har altid bare været kommet løbende mig i møde. Han elsker at få opmærksomhed, blive kløet, og ikke mindst synes han bare det er fedt, at blive arbejdet med. Nu arbejder vi heller ikke særlig hårdt endnu, og det meste er baseret på liberty, klikkertræning og gåture i skoven. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at han altid synes det er sjovt at være sammen med mig – også selv om træningen måske bliver udfordrende og jeg stiller store krav til ham mentalt og fysisk. Men hvad er det egentlig, der gør, at en hest ikke vil fanges? En hest gør det, der er mest rart for den, så vi mennesker konkurrerer altid med græs, frihed og venner. Hvis hesten har lært, at mennesker betyder noget ubehageligt – direkte eller indirekte, så er det vel klart, at den ikke ligefrem vælger at komme hen til os. Hvis træningen er for hård mentalt eller fysisk, hvis sadlen, biddet eller andet udstyr klemmer, hvis ejeren/rytteren altid betyder arbejde og ikke hygge, eller hvis der er tale om separationsangst eller andre problematikker, så kan hesten mene, at det er mere behageligt at holde sig væk fra sit menneske, end at blive fanget. Selv om hesten hverken er sur eller utryg under håndtering, efter den er fanget, så er det altså stadig et signal om, at der er noget galt, hvis hesten ikke vil fanges på folden. Den hest, der lærte mig mest om dette emne, havde allerede denne adfærd, da jeg fik ham. I starten symptombehandlede jeg bare problemet med fangefold, indfangning vha. to personer med reb, et langt reb i grimen osv. Efterhånden lærte han dog at undgå mine tiltag. Han lærte, hvor langt rebet i grimen var, aldrig løbe hen i hjørnet, og holde sig langt væk fra fangefolden. I stedet for at forsøge at finde en løsning på, hvordan jeg kunne fange min hest, måtte jeg se på, hvorfor jeg ikke kunne fange den. Jeg fik tjekket udstyr, hesten, træningen, for at sikre mig, at der ikke var problemer der, og fik rettet det, der skulle rettes. Jeg fik også tjekket min egen attitude og holdning, når jeg gik på folden, for jeg var helt sikkert nogle gange overbevist om, at jeg ikke kunne fange ham, allerede inden jeg var på folden. Sådan en attitude kan hesten jo aflæse. Stille og roligt blev denne adfærd aflært. Noget udstyr blev skiftet ud, og jeg blev mere opmærksom på mit egen tankemønster omkring hesten, så jeg havde en mere positiv attitude. Det var sammen med ham, at jeg lærte, altid at have en godbid i lommen. Nogle vil mene, at en godbid er bestikkelse, men jeg ser mere godbidden som en belønning. Min hest havde lært at komme tæt på, snuppe godbidden, foderet eller hvad jeg nu havde med, og så forsvinden uden for min rækkevidde, inden jeg havde fået fat i grimen. Så jeg måtte dele opgaven op i 10 små bidder: Min hest skulle komme hen til mig, og få sin belønning for det. Jeg stod stille, og rakte ikke ud efter grimen eller ham. Han skulle blive stående efter, at han havde taget godbidden. Jeg stod stadig stille, og rakte ikke ud efter grimen eller ham. Jeg løftede min ene arm lidt – dog uden at række ud efter ham eller grimen. Jeg bevægede min arm i retning af ham – stadig uden at røre ham. Jeg skulle røre ham på halsen og i hovedet, men uden at tage fat i grimen. Jeg kunne røre grimen, men uden at holde fast. Jeg kunne holde fast i grimen, men uden at trække ham. Jeg kunne trække ham i en ønsket retning. Grimen kom af, og jeg kunne tage grimen af og på ham – uden at trække ham. Gå ud på folden, møde hesten, lægge grime på, og trække hen til striglepladsen. Det tog sin tid, men det var helt bestemt det værd. Nu kunne jeg bruge tiden sammen med min hest i stedet for at jagte ham på folden, og blive mere og mere frustreret og ked af det. Meget kan man sige, men denne hest lærte mig så meget om tålmodighed, og jeg er ham dybt taknemmelig i dag. Jeg var dog ikke ligefrem en en taknemmelig teenager, mens det stod på, kan jeg tydeligt huske. I dag har jeg så heldigvis to heste, der kommer mig møde, hver gang jeg kalder, eller de hører bilen. Jeg bliver altid så glad, når jeg hører deres små velkomstvrinsk, og ser dem komme mig i møde. Det gør bare, at tiden sammen med dem starter på den bedste måde.
  • Welsh Mountain ponyen
    Welsh mountain ponyen er den mindste race, der hører til under avlsforeningen Welsh Pony og Cob. Den er også kendt under navnet mini-araberen, da den minder meget om en fuldblodsaraber udseendemæssigt. Historien bag denne lille smukke pony er både lang og spændende, og den tager sin begyndelse allerede i 8000 f. kr., hvor den forhistoriske keltiske pony levede. Det keltiske folk og deres dyr bosatte sig i Wales, Irland og Shetlandsøerne. Den keltiske pony i Vesteuropa rykkede gradvist mod vest, og mange endte op i bakkerne i den nordlige del af Wales. Her var de isoleret for århundrede, og det er fra disse ponyer, at welsh mountain ponyen stammer fra.  De levede nærmest som semi-vilde ponyer i store flokke på enorme områder, men havde dog kontakt med mennesker. Det at de bevægede sig i bjergene, ravinerne og i det hårde Moorland sammen med sparsomt foder og læ, blev fundamentet for en pony, der var hårdfør og sikker på benene. Det var kun de klogeste og hurtigste ponyer, der overlevede. Den kaspiske hest kom med romerne, da de overtog England i mere end 400 år. Romerne medbragte den kaspiske hest, og hesten blev blandet med de indfødte ponyer. Julius Cæsar var fascineret af disse ponyer, der bevægede sig sikkert rundt i det uvejsomme terræn med vilje, fart og mod. Den kaspiske pony, der også er forfader til fuldblodsaraberen, havde dermed allerede en indflydelse på avlen af welsh mountain ponyen på dette tidspunkt. Avlen var udokumenteret og uden kontrol, men disse heste er forfaderen til den lille pony, der er så populær i dag. Creative Commons license Julius Cæsar tog også adskillige pony med sig hjem til Rom, men der blev også adskillige kaspiske heste tilbage, da Romerne trak sig tilbage i 410 e.Kr. Først i 1180 blev welsh ponyen nævnt igen. Bakkerne i England skulle efter sigende være “fulde af ponyer”. En teori, der dog er uden håndfaste beviser, er at welsh ponyen fik sin type på dette tidspunkt igennem indflydelse fra berberen og fuldblodaraberen, som blev bragt hjem af korsfarerne. I 1500-tallet ønskede King Henry VIII, at forbedre sin avl af især krigshestene. Han beordrede derfor, at alle hingste under 153 cm og alle hopper under 133 cm aflivet. Ponyerne blev jagtet op i det hårde bjergterræn, hvor større heste ikke kunne følge efter, og de fleste ponyer overlevede. Da Dronning Elizabeth kom til magten, annullerede hun denne lov, og mange avlere viste deres taknemlighed ved at opkalde deres hopper efter hende. I midten af 1700-tallet blev ponyjagt dog en sport for nogle af bønderne. Når bønderne fik jagtet en pony op i hjørne, var det ikke sjældent, at ponyerne gik til angreb og kæmpede bravt. De små ponyer skadede både bønderne og deres heste. Den pony, der havde en lang historie på bakkerne, og hvor typen havde været så stabil i generation var ved at blive udryddet. For at redde racen slap nogle avlere andre racer fri i bakkerne. Der var tale om en række engelske fuldblods herunder hingsten Merlin, der blev sluppet løs i Raubon Hilss af William/Wynn familien. Brødrene Vaughn af Rug også en rækker berbere løs i bakkerne tidligt i 1800-tallet. I 1892 var der 1000-1500 ponyer, der løb frit rundt på Longmynd Hills, og det tak kan sikkert 10-dobles, hvis de andre områder også skal tælles med. Der var dog ikke nogen form for overblik i avlen, og hingste og hopper med store fejl lov til at løbe frit rundt sammen. Der var en øget efterspørgsel for små ride- og køreponyer til børn og kvinder, og dette var welsh mountain ponyens store gennembrud. Hingsten Dyoll Starlight blev en af de grundlæggende hingste. Hans linie går tilbage til araberen Crawshaw Baily Arab, der blev lukket ud på Brecon Hills i 1850, da han var forfader til Dyoll Moonlight, der var moren til Dyoll Starlight. En anden skimmel hingst, der også tilhørte Dyoll Moonlights linie, blev lukket ud af Williams af Aberpergwm. Dette siges at være årsagen til, at den skimle farve blev introduceret til racen. Dyoll Starlight Dyoll Starlight Dyoll Starlight blev født i 1894, og døde i 1929. Ham var skimmel og ca. 114 cm høj. Han var avlet af H. Meuric Lloyd, og Dyoll er Lloyd stavet bagfra. Familien var en af de ældste familier i Wales, og deres stutteri med Dyoll Starlight som den mest betydningsfulde hingst, startede en stærk og betydningsfuld avl af de små smukke ponyer. Dyoll Starlights sønner og døtre tæller blandt andet Greylight (imp. til Australien), Bwlc Quicksilver, Bleddfa Shooting star, Grove King Cole, Grove Star of hope og Lady Starlight. Dyoll Starlight klarede sig desuden rigtig godt i showringen, hvor han vandt 1. pladsen hvert år fra 1898 til 1901 på Royal Show. Da hingsten gik på pension i en alder af 18 år i 1912, var han igen placeret på Royal Welsh Show, og vandt en sølvmedalje. Hr. Lloyds helbred svækkedes fra 1919, og Dyoll Starlight kom over til Lady Wentworth på Crabbet Prak Arab Stud. Her blev han far til blandt andet Wentworth Springlight. Selv om der i salgskontrakten blev skrevet under på, at Dyoll Starlight aldrig måtte sælges, så menes det, at han blev solgt sammen med en gruppe hopper til Spanien, hvor han døde i en alder af 35 år. Lady Wentworth og Skowronek Men Lady Wentworth er mest ansvarlig for at tilføre arabisk blod til racen. Hun avlede fuldblodsarabere af crabbet-linien, og brugte sin polske araberhinst Skowronek på sin welsh hoppe, da hun syntes, at araber/welsh blandinger var den smukkeste pony i verden. Skowronek var ca. 133 cm. høj, homogyzot skimmel, meget godt bygget og med et godt temperament. Hans fik en stor indflydelse på welsh ponyen. I 1901 blev Avlsforeningen for Welsh Pony & Welsh Cob oprettet i England med 200 medlemmer, og i 1907 blev den oprettet i USA. I 1902 blev den første stambog udgivet med 38 hingste og 571 hopper. I 1908 blev uønskede hingste fjernet fra flokken i bakkerne, og derefter kunne kun godkendte hingste sættes ud sammen med hopperne. Det blev også gjort lettere at eksportere ponyerne, hvilket skabte et marked. I dag ser vi frugterne af det store arbejde, som avlerne gjorde, for at bevare welsh mountain ponyen. Sir Richard Green Price, der studeres welsh mountain ponyen hele sit liv, skrev i 1904 (oversat fra engelsk) “Vi kan undre os over, at disse små dyr overlevede på en sådan måde, som vi finder dem i dag på deres græsgange i Wales. De har været forfulgt, ikke kun ved lov, men også af deres såkaldte venner, bønderne. Disse mennesker sultede dem, jagtede dem, og var groft skødesløshed i avlen af dem. Indavlede, misbrugte og dårligt avlede for århundrede, og alligevel er de i dag det bedste billede på, at den stærkeste overlever. Disse indfødte små dyr kan leve steder, hvor får og køer dør pga. deres instinkt til overlevelse. Alle lemmer er testet ved anstrengelse. De kæmper uden hjælp ofte i begrænsede græsgang og indhegnede folde i bjergene”. I 1918 skulle alle hingste årligt godkendes ved dyrlægen. I 1920 gjorde den store efterspørgsel efter rideponyer til børn, at der blev åbnet op for 2 hingste af østlig blod, nemlig Tan-Y-Bwlch Berwyn (efter berberhingsten Sahara) og Craven Cyrus, der var efter fuldblodsaraberen King Cyrus, der var søn af Skowronek. Disse er de to hingste, der har haft den største indflydelse i avlen af den lettere type af pony. Craven Cyrus blev født i 1927. Hans far var King Cyrus, der var efter den polske araber Skowronek, og ud af Irfon Lady Twilight. Hun blev født i 1913, og var efter hingsten Dyoll Starlight. Craven Cyrus var dermed mere end 3/4 fuldblodsaraber. Han blev far til den velkendte Downland Love in the Mist. Tan-Y-Bwlc Berwyn, blev født i 1924, og var efter Sahara og ud af Brynhir Black Star, der var efter Dyoll Starlight sønnen Bleddfa Shooting Star. Tan-Y-Bwlc Berwyn havde en stor indflydelse på udviklingen af Coed Coch linierne. Han døde i 1953. I 1930’erne havde araberen stadig indflydelse på avlen af welsh mountain ponyen. Tan-Y-Bwlch hingstene Tan-Y-Bwlch Penwyn og Tan-Y-Bwlch Berwyn var begge halvt araber. Coed Coch linerne, var også grundlagt på Tan-Y-Bwlch avlen også, og er årsagen til de tydelige arabiske træk og den skimle farve i disse linier. Stambogen blev lukket i 1930, så kun registrerede ponyer var med. Højden på maks. 122 cm for welsh mountain ponyen blev vedtaget i 1931. Thistledown Van-der-Vaart (ø.tv.), Tiffwyl McCoy fra Nynwood Stud (ø. th), Imperial Nevada (n. tv.) og pony fra Penach Stud (n. th.) Under hele racens historie, er det en pony, der har haft mange formål, og den har været at finde både i kavaleriet, i minerne og på gården som arbejdshest. I dag bliver welsh mountain ponyen brugt som både show-, ride- og kørepony, og gør sig godt indenfor mange discipliner foruden at være alletiders familie-og børnepony
  • Den russiske araber
    Den russiske araber har en dramatisk historie med både prinser, grever og tzare samt krig, død og kærlighed til smukke heste. Der findes få mennesker, der ikke kender til fuldblodsaraberen, men det er også en race, der kan skille vandene, når det kommer til udseende og temperament. Der er dog en ting, som der kan skabes enighed om, og det er, at der ikke vil findes mange af de forædlede racer uden fuldblodsaraberen. Der findes forskellige linier indenfor fuldblodsaraberen; den egyptiske, den spanske, crabbet, den polske og den russiske araber.  Disse linier har hver deres ophav og særpræg. Jeg vil dykke ned i den spændende historie bag den russiske araber. Når der tales om araberen, tænker de fleste på den den egyptiske araber, der er en lille og fin type på omkring de 145 cm. i stang med meget dish (konkav næseryg) og høj haleføring. En russisk araber er som regel min. 10 cm. højere end den egyptisk araber. Den er en mere kraftig og solid type, men dog stadig ædel og fin. Den blev avlet til at være brugshest – især inden for væddeløb. Den russiske araber er bl.a. kendetegnet ved dens flotte bevægelser. I dag er den russiske araber succesfuld indenfor mange discipliner. Den har en venlig personlighed, og er kendt for deres gode og rolige temperament. Peleng Historien om den russiske fuldblodsaraber kan dateres tilbage til det 12. århundrede. Fuldblodsaraberen blev bemærket af det russiske folk, da nomaderne spredte sig mod øst og vest for at sprede Muhammeds ord. Store dele af befolkningen forelskede sig i racen, og dette gjaldt også adlen og tzarene. Dette holdte ved, og I1500-tallet havde Ivan den grusomme fuldblodsarabere og Akhal-Tekes i sine kongelige stalde. I det 17. århundrede startede Tzarer og adlen med at avle disse smukke heste. I det 18. århundrede var der omkring 100 aktive aktive fuldblodsaraberhingste i Rusland. Men avlen var endnu ikke organiseret med stambog. For at opnå deres ideelle hest, brugte de mange forskellige blodlinier, inklusiv den polske og crabbet, i avlen. Grev Orlov, Grev Stroganov, og Prins Sherbatov var bemærkelsesværdige avlere. Grev Orlov kendes nok bedst for sin avl af Orlov-traverne, der indeholder en stor del arabisk blod. Grev Stroganov og Prins Sherbatov tog flere ture til Mellemøsten, for at købe fuldblodsarabere til Rusland. Prins Sherbatov ønskede at bruge disse heste til forædling af andre racer, mens Grev Stroganof ønskede at avle fuldblodsarabere. I 1889 grundlagde han stutteriet, der i dag er kendt som Statsstutteriet Tersk. Få år efter hentede Grev Strogranov også nogle kommende avlsheste fra Crabbet Park. Den velkendte hingst Mesaoud var iblandt disse. i 1899 var der 66 heste på stutteriet, og 1901 blev den første stambog for den russiske araber registreret. De polske og russiske linier er endnu ikke klart adskilt, da Polen blev anset for at være en del af Rusland – om ikke andet så ihvertfald af russerne. Fra 1864 til 1918 blev der avlet mange gode heste, der også blev eksporteret til resten af Europa. De berømte hngste Ursus (Dahman-Amir x Hagar), Wan Dick (Vasco de Gama x Hela) og ikke mindst Skowronek (Ibrahim x Jaskolka) blev født i områder, der blev anset for at tilhøre Rusland, men både tidligere og senere tilhørte disse område Polen. Desværre betød Den Russiske Revolution i 1917-1920, at hele dette avlsprogram blev splittet ad. Alle disse heste forsvandt, og de formodes at være døde. Hvis nogle skulle have overlevet krigen, vendte de ihverfaldt ikke tilbage til stutteriet eller avlsprogrammet. Det var et stort tab for avlen af den russiske fuldblodsaraber. I 1921 blev et statskontrolleret avlsprogram igangsat på Statsstutteriet Tersk. Stutteriet blev genopbygget, da de manglede heste til kavaleriet. Da der ikke var flere fuldblodsarabere tilbage, måtte de starte ud med part-breds. Denne avl blev således også grundlaget for avlen af Tersk horse. Denne race er en blanding af Araber, Orlovtraver, Angloaraber og Don. Racen blev godkendt i 1948. I 1930 blev 6 hopper og 1 hingst hentet fra Frankrig. Russerne foretrak de typer, der var gode til væddeløb. Hingsten Kann (Denouste x Kita) blev dominerende indenfor væddeløb. Hans linie er mest kendt igennem sønnen Korej, der blev far til mere end 200 føl i løbet af de 13 år, han var på Tersk Stud. Her skal især sønnerne KanKan og Knippel fremhæves. I 1936 blev der hentet 25 heste fra Crabbet Park. Disse heste havde modsat de franske heste masser af type og elegance. Der blev hentet 6 hingste, og stjernen var hingsten Nassem (Skowronek x Nasra). Der var også 19 hopper, hvor især hoppen Rissalma (Dargee x Rissilletta) var noget særligt. Hendes søn Priboj (Piolun x Rissalma) blev en helt særlig hingst i den russiske avl, hvor især hans afkom Pomeranets, Sport, Topol, Neposeda og Monopolia skal fremhæves. Men også hoppen Selma (Ahmar x Sobha) var med til at gøre den russiske araber helt speciel igennem hestene Taktika (Taki Pan x Krona), Ptashka (Priboj x Taktika), Topol (Priboj x Taktika), Pustinia (Salon x Ptashka), Palmira (Salon x Ptashka) og Pietuszok (Priboj x Taktika), der alle kan føres tilbage til hende. Naseem Naseem (Skowronek x Nasra) blev en vigtig hingst for den russiske avl i 17 år.  Han var bygget rigtig godt, og han avlede endnu bedre. 19 af hans døtre blev foundationshopper på stutteriet. De mest kendte er Nitochka (ud af Taraszcza), Nagrada (ud af Rixalina) og Naturalistka (ud af Rissalma) . Hans mest kendte søn er Negativ (ud af  Taraszcza) samt børnebørnene Nabor (til venstre) og Salon (til højre) blev linierne kendt i hele verden. Nabor blev senere solgt til Polen, og derefter solgt videre til USA, hvor han blev registreret som Naborr. Men også sønnerne Nomer (ud af Oaza), Nikel (ud af Konfederacja) og Normativ (ud af Mulatka) blev brugt i avlen på Statsstutteriet Tersk. Blandingen af Crabbet og de franske heste var et rigtig godt miks, og fantastiske hingste kom til verden i denne periode. Da 2. Verdenskrig brød ud, blev Statsstutteriet Tersk brugt til evakuere de bedste polske arabere i 1939, da Tyskland invaderede Polen. Alle heste, der skulle evakueres, gik hele vejen til Rusland, men de blev dog aldrig returneret igen, så nogle vil mene, at disse heste blev stjålet. Der var blandt andet tale om hingsten Ofir samt hopperne Gazella II (Kohejlan x Abra), Dziva (Abu Mlech x Zulejma) og ikke  at forglemme Mammona (Ofir x Krucica), der fik en stor betydning for den russiske avl. Mammona er i dag foundationhoppe for sin egen linie, og et lille men betydningsfuld udvalg  af hendes efterkommere er Nomenklatura (efter Naseem), Magnolia (efter Arax), Miest (Salon x Metropolia), Nemezida (Arax x Neposeda) and Monogramma (Knippel x Monopolia). Mammona betyder skat på polsk, og det navn må hun siges at have levet op til. Hun fik 18 føl, hvoraf de mest kendte er Nomenklatura (mor til Neposeda og Nabeg), Pomeranets (far til 88 føl bl.a. Naplyv and Simpatika), Monopolia (mor til Monogramma) og Metropolia (mor til Menes). At miste så gode heste var et stort tab for den polske avl, men en kæmpe fordel for den russiske avl. Ofir fik bl.a.de  to sønner Wielki Szlem og Witraz, der blev de dominerende hingste i den polske avl. Witez, der også er søn af Ofir, blev importeret til USA. Fra 1941-1943 måtte de hårdtprøvede heste evakueres igen pga. krigen. Denne gang gik turen til Kazakstan. Hestene blev dog returneret, og General Zhukov kunne ride i sejrsparaden på Kumir, der var en Tersk hest med en høj andel af araberblod. I 1945 blev der taget en beslutning om, at Statsstutteriet Tersk udelukkende skulle bruges til avl af fuldblodsarabere. Avl af Tersk hesten blev nu varetaget af Stutteri Stavropol. Avlen af den russiske fuldblodsaraber blev optimeret. Hestene blev testet på væddeløbsbanen, og de heste, der ikke kunne leve op til forventningerne enten bygnings- eller brugsmæssigt blev aflivet. I starten var opskriften på succes en blanding af franske, crabbet og polske linier. De mest brugte hingste var Kann, der gav fart og størrelse, Naseem, der gav sit smukke hoved og nakke videre, og Ofir der videregav struktur. Som tiden gik blev de polske linier mere dominerende, hvilket selvfølgelig også var på baggrund af, at der var et stort antal af dem på stutteriet. Der blev ikke tilført meget nyt blod indtil 1958, hvor hingsten Arax (Amurath Sahib x Angara) ankom til stutteriet fra Polen. Arax (Amurath Sahib x Angara) blev solgt til Holland i 1969, hvor han desværre døde samme år. men han efterlod sig hele 101 afkom i Rusland. Arax var rigtig godt bygget med en exceptionel type. I Polen blev han far til f.eks. Boltonka (ud af Bulgotka), som blev US Reserve National Champion hoppe. Hans døtre kom til at betyde rigtig meget for den russiske avl. Der var tale om så prominente navne som Magnolia (ud af Mammona), Naturshitsa og Nemezida ( ud af Neposeda) samt Prokaznitsa (ud af Pokaznaja). Sønnen Nabeg (Arax x Nomenklatura) blev den vigtigste avlshingst på stutteriet. Uden Arax og Nabeg ville der ikke være Menes (Nabeg x Metropolia), Tamerlan (Arax x Trapecia), Nariadni (Nabeg x Nariadnaia), Pesniar (Nabeg x Pesnia), Peleng (Nabeg x Palmira), Princip (Nabeg x Panagia) eller Tallin (Nabeg x Talantlivaia), og derfor heller ikke Balaton (Menes x Panagia), Kubinec (Balaton x Kosmetika), FS Bengali (Kubinec x Om El Sanadiva), og så videre. Disse heste har alle en enorm betydning for avlen af den russiske fuldblodsaraber. I 1963 kom den sidste hingst i denne omgang. En søn af Nazeer blev givet til den russiske regering af den egyptiske regering som taknemmelighed over hjælp til at bygge Aswan-dæmningen. Denne hingst hed oprindeligt Raafat, men er langt bedre kendt under navnet Aswan (Nazeer x Yosreia). Aswan var en smuk hingst, som gav rigtig gode afkom, når han blev brugt sammen med stærke hopper med godt fundament.  Han blev brugt i avlen hos Statsstutteriet Tersk i 20 år, og gav så meget til den russiske avl i form af 299 afkom, bl.a. Kilimanjaro (ud af Karta), Plakat (ud af Pchelka), Antey (ud af Nemezida), Palas (ud af Panel), Mag (ud af Magnolia) og Patron (ud af Podruga) Dermed kan trækkes en lige linie til heste som f.eks. Padrons Psyche, Magnum Psyche, Amunitia, Andoy, Psytadel og mange mange flere. Aswans blod er spredt i hele verden igennem hans afkom. Adskillige vindere på væddeløbsbanerne kan tilbageføres til Aswan Aswan Avlsprogrammet på Statsstutteriet Tersk var præget af en meget stram udvælgelsesprocess. Stamtavle, bygning, bevægelse, type og præstation på væddeløbsbanen blev alle brugt til at vurderer hestens potentiale som avlshingst eller avlshoppe. Heste, der ikke levede op til kriterierne blev aflivet. Denne taktik gav f.eks. hingsten Nasmeshnik (Arax x Neposeda), der blev spottet af Howard Kale, der blev meget fascineret af racen. Howard Kale arbejde hårdt på at få den russiske araber til USA, da han forudså, at de ville revolutionere avlen. Efter adskillie besøg på Statsstutteriet Tersk, fik han lov til at købe hingsten Muscat (Salon x Malpia). Muscat blev den første Triple Crown vinder, hvor han vandt både US National Championship, Canadian Champion Stallion og the Scottsdale Champion Stallion in 1980. Dermed startede den russiske araber for alvor at erobre verden uden for Rusland. Tern
%d bloggers like this: