Dyrlægen er efterhånden ret glad for Sedoj. Nu har han ihvertfald lige tjent nogle håndører på os igen. Sedoj er halt igen – eller rettere sagt jeg ved ikke om jeg ligefrem kan kalde det halt. Jeg havde ham ude i longen, og jeg synes han var urentgående. Dagen efter tog jeg ham med ud på en stubmark, hvor der var en stor bakke, for at se, hvad han præcist lavede, når han gik. Og hvis han var halt, så var det ihvertfald til at se op og ned ad bakker. Og det var så her, at denne lidt mystisk hændelse udspillede sig.
I sidebevægelserne ville Sedoj ikke træde over med højre bagben. Han placerede det bare ved siden af det venstre. Det problem har vi haft før, men det blev løst efter besøg af massøren.
Et andet og helt nyt problem dukkede dog op, da vi gik i gang med arbejdet på bakken. Sedoj knækkede ganske enkelt sammen i højre bagben, når han skulle gå ned ad bakken. Det virkede ikke til, at han var meget generet af det, men det så meget mærkeligt ud, og det måtte da også gøre ondt på et eller andet plan efter min mening. Han ville også gerne løbe ned af bakken, men det tror da pokker, når det ene bagben ikke støtter ham ordentlig.
Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. På en eller anden måde havde jeg bare lyst til at smide håndklædet i ringen, men på den anden side kan jeg da ikke bare opgive min bette dreng. Jeg fik ringet til dyrlægen, og han kom forbi. Vi gik ud på stubmarken igen, så han kunne se det med sine egne øjne, for han syntes godt nok, at det lød mærkeligt, da jeg fortalte ham om det.
Dyrlægens diagnose var for stramme knæbånd, og det var selv om Sedoj reagerede modsat end de fleste andre heste. Normalt låser bagbenet, så det bliver stift, ved Sedoj knækkede det sammen. Det samme gør sig gældende på staldgangen. Når han skal bakke, kan bagbenet låse sig (blive stift), og jeg kan så løsne det op ved at bakke ham. Normalt låser bagebenet, når hesten trækkes fremad, og det kan låses op igen ved at bakke hesten er par skridt. Der er altså bare ikke noget, der skal være normalt ved Sedoj.
Dyrlægen ville dog gerne lige undersøge Sedoj nærmere, og vi skulle komme ned på klinikken. Sedoj gennemgik et par bøjeprøver uden anmærkninger. Dyrlægen forsøgte også at manipulere lidt med knæet, men der var heller ikke noget at se. Nu ved jeg så heller ikke, hvor meget dyrlægen kan manipulere med et led.
Sedoj blev så bedøvet, og det tid til at tage de frygtede røntgenbilleder. Sedoj stod og sov mens billederne blev taget, og så skulle de bare fremkaldes. Jeg sad og snakkede med Sedoj, indtil dyrlægen kom tilbage med svaret. Selv dyrlægen havde været bekymret for Sedoj, men der var ingenting at se på billederne. Sedoj var helt ren i benene. Der var ingen mus, ingen spat, ingen gigt, kun de fine rene knogler, og alt sad som det skulle. Der var ikke engang begyndelsen til noget nogle steder. Jeg var parat til at slå vejrmøller af glæde, men valgte at lade være, da vi var inde i klinikken….
Vi blev såenige om, at jeg skulle starte med at lægge min træning lidt om. Vi skulle trave og galoppere lidt mere, ride mere i bakker, ride i dybere bund, og Sedoj måtte også gerne rides over bomme og springes. Og det der springning bliver altså uden mig på ryggen….. Så det hedder løsspringning, men det gjorde heller ikke noget.
Hvis dette ikke virker, så skulle Sedoj scannes, så vi kunne få et rigtig godt og grundt kig på ligamenterne, men lige umiddelbart ville dyrlægen ikke mene, at der var noget galt med sener og ledbånd – udover den mulige diagnose “for stramme knæbånd”, som Sedoj jo så ikke har de typiske symptomer på alligevel. Der var også mulighed for specialsko, og til sidst operation, hvor man kunne se, hvad der var galt inde i benet ved at åbne det op, eller en form for kikkertundersøgelse.
Vi blev enige om, at vi starter med at ændre på træningen, og så tager vi tingene en ting ad gangen, indtil vi har fundet årsagen. Sedoj har ikke smerter på nogen måde, og det var, og er rigtig rart at vide.
Nu var Sedoj også begyndt at vågne så meget, at jeg kunne begynde at tænke på hjemturen.