Silver er så tæt på at have lært at neje nu. Jeg har som før nævnt fået det indlært forkert, så han har hovedet helt inde mellem forbenene med panden mod jorden. Det er vi ved at komme væk fra, men ting tager tid. Tilgengæld er Silver bare en arbejdsom lille pony, der vil gøre næsten alt for meget for en godbid. Det gør det nemt at lære ham ting det meste af tiden. Nogle gange glemmer han dog helt alt andet end godbidden, og det giver så lidt problemer med selve indlæringen af de forskellige ting. Men man kan jo ikke tillade sig at brokke sig over arbejdsiver og arbejdsglæde. Jeg skal bare lære at kontrollere det.
Silvers attitude under indlæring af nye ting er ofte præget af lettere irritation over at han ikke får godbidderne i det tempo som han gerne vil. Og så kikser vores signaler og forståelse af hinanden engang i mellem, og det gør ham lettere forvirret nogle gange. Her er en lille billedeserie, der viser netop de der udtryk, som jeg helst vil undgå at se i træningen, men desværre ikke altid kan. Forhåbentlig bliver det bedre med tiden…
Hvad er det lige vi skal nu, dame?
Jeg forstår ikke helt…
Hmmmm… måske?….
Okay, måske jeg forstår det nu… Jeg prøver i hvert fald…
Så jeg har i hvert fald fået noget at øve mig på. Med Sedoj kender jeg jo alle signalerne, så ham kan jeg læse på lang afstand, og vi forstår hinanden på en helt særlig måde. Med Silver skal jeg have opbygget nuancerne i sproget, så vi forstår hinanden og kan kommunikere for finere signaler, end vi gør nu uden, at der støj på linien. Men det går hele tiden fremad, og jeg er bare så stolt af min lille dreng. Han gør virkelig alt han kan, og er en absolut fornøjelse at arbejde sammen med.
Nu er der snart styr på at neje
Efter at have trænet, var der tid til lidt afslapning. Silver gik og hyggede sig på folden. Nu er de heldigvis snart færdige med at bruge min sommerfold som vej for maskiner, der skal bruges til at grave rør ned. Så nu kan hestene snart komme på sommerfolden. Vinterfolden er også godt brugt efterhånden. og der er ikke så meget græs tilbage. Til gengæld er der masser af ukrudt.
Jeg får sjældent lov til at sidde alene på folden længe. Så snart Silver opdager, at jeg har sat mig et sted, kommer han som regel og vil være med. I dag var det mine sko, der skulle have tur. De skulle både bides i, skubbes til og ikke mindst har han lært at binde snørebånd op….