Flicka

Fjordhesten Flicka var min første pony. Hun blev af hestehandler Harald, som lod sine heste blev brugt til undervisning hos Mols Rideklub. Og det var netop også det, hvor jeg mødte Flicka. Efter at have redet hende fast til undervisning i et lille års tid, blev hun endelig min, og jeg kunne slet ikke vente på, at hun kom ud af transporteren. Men de voksne skulle drikke kaffe og snakke – jeg trippede utålmodigt omkring. Endelig rejste de sig, og så kunne hun komme ind i boksen. Min egen pony! Så blev det bare ikke meget bedre!

Året var 1989. Jeg var 10 år gammel, og Flicka var 6 år gammel. Verden var stor og mulighederne uendelige for os…

Det eneste jeg ved om Flickas fortid er, at hun har gået nogle sæsoner i Djurs Sommerland. Og der var ikke nogen stamtavle med til hende, men hun var tydeligvis en ren fjordhest.

Flicka var en rigtig sød fjordhoppe, men hun havde et stort talent for at placere mig på jorden. Ret mange gange har jeg følt, at jeg hang i luften som en anden tegneseriefigur, mens ponyen, der før var under mig, nu er forduftet. Bedst som jeg troede vi red ligeud, lavede hun et ninjasving, og var på vej i en anden retning uden mig. Hvis man skal falde af 100 gange for at være en rigtig rytter, så tror jeg, at det var tæt på, at Flicka havde uddannet mig på de 3 år, hvor hun var min.

Vi brugte primært tiden i Mols Bjerge, hvor alle ridestierne blev udforsket alene og sammen med heste-veninderne. Det var nogle fantastiske år, hvor vi slog vores folder på utallige eventyr i bakkerne. Nogle dage var vi på heldagsture med madpakker og holdte pause inde under nogle træer. Andre dage var det kortere ture. Nogle dage red vi i det varme solskin, nogle dage i regn, og nogle dag red vi i det smukkeste sne.

Vi deltog stadig i den ugentlige rideundervisning, hvor vi både red dressur og sprang. Vi var også med til en del stævner på klubplan. Hun var ikke den mest elegante dressurpony, men hun var nogenlunde lydig. Til gengæld var hun en stjerne, når det gjaldt springning. Hun sprang alt fyld, og var ikke bange for noget. Hun sprang ikke huse, men hun sprang stabilt alt inden for 70-80 cm.

Hun var en fryd at have med på hubertusjagt, for hun nød turen, var ligeglad med placering i feltet, sprang alle springene, og gjorde sit bedste i opløbet.

Jeg husker mest af alt Flicka for hendes lidt hårde mule med skægstubbe. Det kradsede, når hun nussede mig hovedet. Der er også de gode rideture i Mols Bjerge, vores deltagelse i stævnerne med mere end 20 rosetter, og så alle de gange som hun satte mig på jorden som f.eks. på min fødselsdag, hvor hun lavede en bukkespringsserie efter at have kommet flot over en forhindring, og jeg mistede balancen, og landede så alt luften blev slået ud af mig. Eller da vi kom i frisk galop, og hun tog stikvejen hjem, og jeg landede på jorden nærmest siddende på min bagdel, fordi hjernen knapt havde opfattet, at hun var væk.

Det var nogle gode år, men desværre voksede jeg jo fortsat, og Flicka forblev 135 cm. Snart var mine ben for lange og ambitionerne for store. Flicka var nu 9 år, og jeg var 13. Der var flere mennesker ude at se på hende, men til sidst fandt vi hende et godt hjem i et kollektiv, hvor hun skulle være ridepony for børnene, og forkæles af alle de voksne. Det var deres første pony. Der var helt klart dømt luksusliv for hende. Flicka fik et føl. Hun fik desværre også astmatisk bronkitis pga. dårligt hø. Jeg mener faktisk, at hun blev hos den familie, indtil hun døde eller blev aflivet.