Sejlstrups Silver Dust

Sejlstrups Silver Dust er avlet på Stutteri Sejlstrup i Hadsund. Han er af racen Welsh Mountain. Han blev født med farven buckskin, men er i dag skimmel. Så ja, jeg er endt med endnu en skimmel, men denne lille knægt kravlede også ind i mit hjerte ved første besøg, og så er farven jo ligegyldig. Han forventes at ende med et stangmål på 120 cm.

Silver Dust var i starten en meget forsigtig lille dreng. Visse ting holder stadig ved, f.eks. bryder han sig ikke om at blive klappet, men elsker at blive kløet og aet. Han er en lidt følsom/sensitiv pony, men det er lige netop det, der gør ham så nem at arbejde med. Han kan godt være skeptisk over nye ting, men lærer hurtigt, at det ikke er farligt, og så kan vi bare gå videre til noget nyt. Han har udviklet sig meget med alderen, og efterhånden som han har fået erfaring med, at verden ikke er farlig, så har hans nysgerrighed og gåpåmod bare vokset sig større.

Han er også meget mild, tillidsfuld og nysgerrig, så der er masser at arbejde med. Det kommer til udtryk i forhold til, hvordan han er i den daglige træning og håndtering. Jeg har måttet arbejde lidt for hans tillid til mig, men det tog ikke lang tid, før end han var min evige skygge, når jeg var på folden med ham. Generelt arbejder jeg ud fra en filosofi om, at jeg tilbyder ham at være med til noget, og så siger han som regel “Ja tak”, ellers har jeg spurgt forkert. Når jeg præsentere ham for noget nyt, så er han med på, at det skal undersøges. Vi tager altid tingene i hans tempo. Han responderer fantastisk på klikkertræning, dog bliver han nogle gange ligefrem lidt for ihærdig, men det er jo kun en absolut fryd, og lover godt for fremtidig træning – både indenfor tricks og al anden træning.

I de første måneder brugte vi tiden på, at lade ham vænne sig til os alle, der havde sin gang i stalden, hvad enten det var os, dyrlægen eller smeden. Han skulle også blive helt fortrolig med at være i løsdriften og på staldgangen. I løbet af denne tid begyndte han faktisk at komme mig glad i møde, så snart jeg kom på folden. Er han utryg ved noget, så søger han til mig eller Sedoj. Med tiden er han dog blevet lidt mere flabet over for Sedoj, og udfordrer ham lidt, men der er ingen tvivl om, at Silver stadig kun er Kronprinsen af Stald Hestehygge.

Silver Dust blev valgt sådan lidt tilfældigt og alligevel helt planlagt. Sedoj skulle til at stå alene i løsdriften, og det er jeg bare ikke fan af, så jeg søgte efter en kammerat til ham. Jeg så den flotteste Welsh Mountain vallak, der var tilredet og det hele, som var til udlån. Han var selvfølgelig væk, men hvordan skulle sådan en lækkerhed, da også kunne være på markedet i lang tid. Jeg spurgte så ejeren, om hun havde noget, der mindede om, og hun sagde, at jeg var velkommen, og hun mente bestemt, at hun havde noget, der kunne fange min interesse. Jeg kørte afsted for at kigge på ham, og ja den lille mule, det venlige blik, og hans forsøg på at finde ud af, hvad vi ville have ham til, gik lige i hjertet på mig. Så på trods af, at der var mere pels end pony på denne årstid, og han ikke kunne vises ordentlig frem pga. frosten, så var jeg ikke i tvivl. Min tanke var, at kunne jeg bare være halvt så heldig med ham her, som jeg har været med Sedoj, så får jeg mig en rigtig god pony…

Og jeg har været heldig. Silver er simpelthen den mest fantastiske søde lille pony. Han kommer mig altid i møde, og vrinsker, når jeg kommer i stalden. Han nyder bare at være i mit selskab. Når jeg sidder i løsdriften eller ude på folden, kommer han altid og kræver at blive kløet under maven. Når det er overstået, så stiller han sig med hovedet hvilende på mig og står og småsover, hvis han ikke ligger sig ned ved siden af mig. Han elsker at arbejde, og er så hurtig til at lære nye ting. Når noget kikser, så er det helt klart min skyld. Han har ja-hatten på hele tiden. Det lover bare så godt for fremtiden.

Jeg valgte en pony ud fra mit ønske om at arbejde videre med trick- og libertytræning. Desuden vil jeg også gerne tilkøre ham med tiden. Det er en race, der tiltaler mig, men det kommer nok ikke som en overraskelse, når jeg kan lide arabere. Men det er en race, som jeg har måtte sætte mig ind, for jeg kender ikke meget til de enkelte heste, og jeg vil gerne lære Silver Dusts familie at kende, så jeg ved, hvor han kommer fra avlsmæssigt. Der er dog stadig lang vej, inden jeg er lige så godt hjemme i welsh mountain avlen, som jeg er inden for den russiske araber.

Nu er vi så i gang med at gøre ham til en fin lille ride- trick-, og kørepony, så må vi se, om vi når det hele med tiden. Han har fået godt tid til at vokse op, og blev først seriøst sat i arbejde i 2022. Vi har indtil videre hygget os med masser af gåture, små søde tricks og bare masser af træning i almen opførsel i det daglige. Han er blevet en rigtig stabil pony, der går pænt i trafikken, og ikke bliver nervøs eller overrasket i nye situationer. Så med en god bagage og masser af selvtillid , er han klar til blive sat i gang nu. Og jeg glæder jeg mig dare så meget til at lære ham bedre at kende, og se hvad fremtiden kan bringe os…