Det var så trist at sige farvel til Mikkel, og selv om tårerne knapt er tørre, har jeg besluttet mig for, at vi skal have kat igen. Jeg ville jo egentlig gerne have en hund, men vi kan pt. ikke tilbyde en hund det liv, som vi mener er et godt hundeliv, så det må vi vente med, indtil det bliver en mulighed for os.
Da alle de katte, som vi har haft, har sat et stort poteaftryk i vores alles hjerter, så blev jagten på de helt rigtige killinger indledt. Denne gang skulle det være langhårskat – gerne af Norsk skovkat eller Maine Coon typen. Og så kan jeg ikke slippe den røde farve helt. Kunne jeg nu få to røde langhårede socialiserede, børnevenlige katte med hjem, var min lykke gjort.
Jeg fandt et par steder, og vi tog ud og besøgte dem. Det ene sted havde de mest fantastiske børnevenlige, kærlige og søde killinger i den helt rigtige røde farve, men de manglede den pels, som jeg gerne ville have. Pels fik jeg tilgengæld det andet sted, men jeg måtte gå på kompromis med den helt rigtige røde farve. Jeg endte med et par smukke killinger uden stamtavle i farven Classic Cream Tabby, tror jeg den hedder.
Vi var egentlig på udkig efter et søskendepar, men da vi stod ud af bilen, opdagede min kæreste den sødeste lille pelsbold, der sad under et havebord. HAn var tydeligvis ikke salgsklar, så vi gik nysgerrigt videre. Der var den smukkeste røde hankat blandt dette kuld, og hanfangede selvfølgelig vores opmærksomhed. Han reagerede ikke på Felecia, og var foruden at være yderst kælen vant til larm, børn og hunde. Han blev valgt, men vi ville jo gerne have to. Der var en anden charmerende grå også, men tankerne blev ved at flyde hen mod den lille killing under havebordet.
Vi måtte da lige hen og hilse på, og den blev bestemt ikke mindre charmerende af, at straks puttede sig ind til mig, og begyndte at spinde, da jeg tog ham op. Denne lille killing havde sammen med sine brødre og søstre desværre mistet sin mor, og den anden missemor var knapt så interesseret i disse killinger. De fik nu mælk i sutteflaske og fik vasket bagdelen og alt det der, som man nu skal med så små killinger.
Vi lavede en lille kort test, ved at placere de to killinger sammen, og den store gik straks i gang med at få den bette vasket. Den lille tot lignede mest af alt en hottentot med håret i alle retninger, da vi sagde ja tak til arbejdet med at opfostre den lille Tot. Vi havde jo en stor hjælp i storebror Knold, så det skulle nok gå alt sammen.
På vejen hjem, blev vi enige om navnene Knold og Tot. Knold til den store, og Tot til den lille.
På vejen hjem i transportkassen i bilen, lagde de sig til at sove, og de vågnede ikke en gang ved et kort holdt i Fakta efter ikke-klumpende kattegrus. Herhjemme blev transportkassen åbnet, og de to vadede side om side ud i huset sammen. De har taget den første legetur, hvor der både var hvæs og piv. Tot går nemlig efter ørene, og Knold kan ikke lide at få ryk i ørene. De er faldet til, og har vist accepteret de nye omgivelser.
Så nu er der miauv i huset igen, men der går tit en tanke til Mikkel… Men jeg er overbevist om, at de nok skal blive nogle skønne katte, og jeg glæder mig bare til at lære dem lidt bedre at kende….
