Abdullah OX


1985 – 1998
They say memories are golden,
well maybe that is true.
I never wanted memories,
I only wanted you.

In life I loved you dearly,
in death I love you still.
In my heart you hold a place
no one could ever fill.

~~ You and me forever ~~

Abdullah var min hest. Vi var partnere på helt specielt niveau. Vi havde et samarbejde som jeg sjældent har set en rytter og hest have før. Jeg var skeptisk, da vi skulle se på ham og jeg var knust, da jeg skulle af med ham. Jeg vil her fortælle historien om et varmt og specielt venskab mellem en pige og en hest – et venskab, der gik i stykker alt for hurtigt.

Jeg skulle have en ny hest, da jeg var blevet for stor til min fjordhoppe, Flicka. Og mine ambitioner ville også mere end det, hun kunne tilbyde. Heldigvis blev hun solgt til et rigtig dejligt hjem, hvor jeg ved, at de vil elske hende til den dag hun dør. Min far fandt en annonce i den blå avis: Rød arabervallak med papirer, stævneklar. Jeg tænkte mit. Jeg havde jo hørt om de der vilde arabere. Af sted skulle vi og af sted kom vi. Da vi står ud af bildøren ser jeg den smukkeste hest, jeg nogensinde havde set. Jeg nægtede at tro på, at det var sådan en hest, som jeg havde chance for at blive ejer af.

Da han bliver hentet på folden, er han noget skeptisk, og bliver fanget ved hjælp af en knitrende pose, der bliver holdt i hånden, mens grimen holdes på ryggen med den anden hånd. De fortæller, at han ikke altid synes det er sjovt at komme hen til en, men han går aldrig, når han først er fanget.

Rød med 4 sokker og en bred stjerneblis. Han svæver hen over banen med nakken smukt bøjet og halen højt løftet. Pigen, der rider ham viser hans gangarter, og sikke nogle gangarter den hest har. Han ser ikke ud til at røre jorden overhovedet. Et glansbillede eller en drøm? Endelig bliver det min tur til at ride dette vidunder.

Med rystende fingre spænder jeg hjelmen og sætter mig op. Da jeg havner i sadlen vidste jeg det. Denne hest skulle blive min, koste hvad det koste vil. Jeg følte mig hjemme her i sadlen.

To svaner lander i mosen ved siden af os. Han tager ikke engang notits af det, men har travlt med at koncentrere sig om arbejdet og lytte til mine ønsker. Det var første gang, at jeg red på sådan en fintfølende hest, og det var en oplevelse, som jeg aldrig glemmer.

De sætter et spring op. Jeg drejer ham mod det og så ordner han resten. Det gik stærkt og han overrumplede mig fuldstændig. Men der er lige så meget forskel på en gumpetung fjordhest og en araber, som der er på en folkevogn og Ferrari.

Min far siger, at prøveturen er slut, og modvilligt steg jeg af ham, og gav ham en gulerod og et kys på mulen. Mine forældre havde sat sig i bilen. Jeg var parat til at putte ham i bagagerummet for at få ham med hjem. Min far kaldte på mig. Jeg gik over mod bilen, og vi begyndte at køre hjemad. Jeg havde så meget lyst til at fortælle, hvor meget jeg ville have den hest, men vidste, at det skulle jeg ikke gøre, så derfor sad jeg bare, og krydsede fingre på bagsædet. Der gik et stykke tid, og far sagde så, er du nu sikker? Jeg svarede med klar og sikker stemme JA!

Endelig kom dagen, hvor Abdullah kom hjem til mig. Han stod tålmodigt i traileren, og ventede på at de blev færdig med kaffen. Min tålmodighed var noget mindre. Endelig skulle han på marken. Han indtog marken som en konge indtager sit slot – majestætisk og stolt. Jeg var så stolt over ham. Jeg kunne stå flere timer og bare se på ham spise. Når han lå ned kunne jeg sætte mig op ad ham. Og vi havde de mest vidunderlige timer sammen.

Men alt var ikke ren lykke. Flere gange måtte jeg gå tudende hjem, fordi jeg ikke kunne fange ham. Andre gange gik rideturen bestemt ikke som jeg ville, for når Abdullah ville frem, og jeg ville stop, så rejste han sig bare. Det samme gjorde sig gældende, hvis jeg ville til venstre, og han ville til højre eller omvendt…

Jeg var stolt som en pave da jeg red til undervisning første gang med ham. Jeg følte mig altid som noget helt specielt, når jeg red på ham. Men inden jeg nåede at hvile for meget på laurbærrene, havde Abdullah sat mig på plads – venligt men bestemt. Der var ikke plads til noget sløseri her.

Han tabte mig kun en gang i sit liv. Det var på stranden. Jeg red ham uden sadel og jeg kunne mærke at han ville springe for en bølge. Jeg sprang før ham, og så måtte jeg ellers ride pladdervåd hjem.

Jeg brugte mere og mere tid sammen med Abdullah. Jeg trak ture med ham, vi red i skoven. Jeg lå og sov inde i hans boks eller sad op ad ham mens han lå ned. Der var en konstant tillid imellem os. Abdullah var min eneste ven i teenageårene. Men jeg savnede heller ikke at være sammen med andre mennesker. Abdullah var den samme hver dag. Ham kunne jeg stole på.

Den sidste dag

Jeg var kommet hjem fra skole – ikke længere folkeskolen, men HF. Klokken halv fem bliver jeg ringet op af ham der ejer stalden: Abdullah er syg! Mig af sted ud i stalden. Da jeg kommer derud, kan jeg se, at den er helt gal. Han prøver at lægge sig konstant, og har tydeligvis ondt. Dyrlægen kommer endelig, og vores konstante gåen kan tage et kort ophør. Han giver ham noget olie og nogle beroligende sprøjter. Vore gåtur starter igen. Efter en time vil Abdullah smide sig igen. Dyrlægen kommer igen. Mere olie og mere beroligende. Dyrlægen kommer nu hver anden time fremover.

Abdullah bliver efterhånden træt. Han får lov til at lægge sig ned. Men det vare ikke længe inden han vil rulle sig. Så hviletiden er kort. Jeg var hamrende ked af det. Jeg bevægede mig over i den virkelig opmuntrende tone over til den bedende. Intet hjalp på hans smerter. Han prøvede og prøvede at gå. Men næsten hver gang bukkede hans ben sammen. Jeg anede ikke, hvad der foregik. Jeg havde aldrig set kolik før, men jeg vidste, at vi kæmpede for hans liv.

Snart var vi indhyllet i mørket. Ovenover os lyste tusinde stjerner og fuldmånen lyste klart. Under andre omstændigheder havde det været en rigtig flot aften, men lige nu hadede jeg bare denne nats skønhed. Dyrlægen blev ved med at give Abdullah smertestillende og beroligende. Til sidst nærmest segnede han af træthed i læskuret. Jeg sad ved ham, snakkede med ham, og aede hans kind.

En halv time senere rejste han sig pludselig op. Travede lidt rundt og vrinskede. Jeg var lykkelig. Det er overstået. Jeg holdte om ham og han lagde sit hoved på min skulder. Jeg troede virkelig, at jeg fik lov til at beholde ham. Jeg gav ham et stort knus, og flere kys på mulen. Endelig kunne jeg vågne op af mit mareridt. Abdullah og jeg stod sådan i nogle minutter.

Han tog et dybt suk, og faldt så sammen i nogle krampetrækninger. Dyrlægen kom heldigvis i det samme. Vi fik ham op at stå ved fælles hjælp, og fik ham ind i skuret igen. Der lagde han sig ned. Han prøvede at løfte hovedet op til mig, men kunne ikke. Han lagde det igen til jorden med et suk. Jeg satte mig ved siden af ham. Strøg ham på hans kind og pande. Tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg kunne se smerten i hans øjne. Jeg opgav håbet, for det var væk i hans øjne. Hans livsvilje og gnisten var væk.

Dyrlægen prøver igen med noget smertestillende, men der er intet at gøre. Da Abdullah ikke længere reagere på medicin skal han skydes. Jeg bliver sendt væk. Hvilket nok også var det bedste. Det virker ikke ligefrem beroligende på en hest, at se hans mor stå ved siden ham stortudende. Jeg holder mig for ørene da skuddet lyder. Men jeg kunne stadig høre det. EasyRider vrinskede i det samme sekund, og der kom et stjerneskud. Jeg vidste at han blev modtaget godt deroppe.

Jeg løber op til ham og lægger min kind mod hans. Hans øjne er lukket. Ørene er fremme, og blissen er ødelagt af en fin rød blodstribe. Jeg kan ikke forstå at han er væk. Jeg putter hans dækken over ham så han ikke fryser om natten. Midnat sagde jeg farvel til min bedste ven.

Abdullah blev obduceret og 3 meter af tyndtarmen var snoet og fyldt med blod. Dyrlægen burde have sendt ham afsted til operation med det samme i stedet for at forsøge at behandle selv. Staldejer burde aldrig have smidt det delvist mugne halm ind til hestene – selv om han gjorde det for at være flink ved hestene, så de havde noget at tygge i, og de jo selv kunne vælge, hvad de ville spise af det. Det er så nemt at pege fingre, men uanset hvor meget jeg peger, så bringer det aldrig Abdullah tilbage. Og min bitterhed ødelægger kun de gode minder om ham. Men dyrlægen bruger jeg ikke mere, og EasyRider bliver flyttet fra stedet så hurtigt som muligt.

Abdullah var mit et og alt i de syv år, han var min. Han vil altid have en stor plads i mit hjerte. Minderne har jeg stadig, og de betyder meget for mig. De dejlige skovture, de vidunderlige stævner, hyggetimerne i stalden og hans særheder. Alt sammen noget, som billeder ikke kan give. Abdullah var den slags hest, man kun finder en gang i livet. Jeg er utrolig glad for at jeg fik chancen for at opleve, at have sådan en hest… Det var bare alt for kort tid, at han var her på jorden hos mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *