Lukas kom ind i mit liv ved en tilfældighed. Han var en lille ponyblanding på 1 år, der stod alene på ret nedbidt græsmark. Han var lidt sky, og kunne godt finde på at bide, og bagbenene skulle man også holde øje med. Ond var han dog ikke – blot usikker og uopdragen.
Halvt i sjov og halvt i alvor gav jeg ejerne et tilbud på ham, som de sagde ja til, og så var jeg sørme blevet ponyejer for første gang i 13 år. Og lille Lukas var ikke engang 1 meter høj, men skal man nu være ponyejer, så kan jeg jo lige så godt gøre det ordentligt.
Det vat ganske spændende. På ganske kort tid opnåede jeg hans fulde tillid, så han glad kom mig på møde på folden. Han gik fra at være en næsten helt rå lille dreng, til at kunne strigles, trækkes med, få renset hove uden problemer.
Desværre havde det sted, hvor Sedoj stod opstaldet ikke faciliteterne til en lille pony, og de ønskede heller ikke at få det på trods af, at jeg selv ville betale for at ponysikre foldene, og selvfølgelig selv lave arbejdet med at trække den ekstra tråd. Da han havde rendt under hegnet tilstrækkelig mange dage, endte han i tøjr, men det var jo heller ikke optimalt for sådan en lille størrelse.
Jeg overvejede mange muligheder bl.a. at flytte Sedoj igen, men det virkede bare som et rigtig godt sted… Beholde Lukas var heller ikke optimalt for ham, for han skred jo fra folden, når det passede ham, og jeg kunne ikke udbedre forholdene. Så var der jo muligheden for at sælge ham… Egentlig heller ikke en mulighed, men trods alt den bedste af mine valgmuligheder…
Heldigvis fandt jeg nogle gode mennesker, som ville give Lukas et godt liv. Naboen til opstaldningsstedet kunne faktisk godt bruge sådan en lille hingstedreng. De havde en ponysikker fold. De vil købe ham sin helt egen hoppe eller måske endda 2 stk. Jeg valgte kun at gå af med ham, da jeg kunne ikke give ham det bedste liv.
Desværre blev dette salg af Lukas også startskuddet til, at det begyndte at gå skævt på opstaldningsstedet, og jeg flyttede, så jeg ikke længere kunne holde så meget øje med ham. Han så dog generelt ud til at have det godt. Efter lidt tid kørte jeg til hans fold, og kiggede lidt på ham. Ejeren kom ud til mig, og fortalte, at de var rigtig glade for Lukas, og han nu blev brugt til at give trækture til deres børn. Han var faktisk kommet slemt til skade med benet, og havde kostet flere tusinde kroner at få repareret, men at han nu havde det godt igen. Og han gik bare og hyggede sig på folden med sin dame. Så en lykkelig ende på en lidt træls historie blev det alligevel til sidst…
I den korte tid, jeg havde Lukas blev jeg dog meget fascineret af disse små ponyer, og det er nok den vej, jeg går i fremtiden. De er utrolig lærenemme, og så er de jo i en størrelse, der er til at håndtere. Og man kan ihvertfald sige en ting om disse små heste – de har charme, selvtillid og lækkert hår for alle pengene.