Øv, halt igen…

Så er Sedoj halt igen igen, og så endda på højre bagben. Men jeg fandt da ud af, at jeg har en meget klog hest. Han er ikke meget halt, men senerne i bagbenet er hævet. Sedoj viste meget direkte, at han havde ondt, og det er egentlig en ganske sød historie, hvis noget kan være sødt på dette tidspunkt.

Jeg har bare gået og ventet på at få tid til at komme ud og ride, og i dag havde jeg tiden, og vejret var endda rimelig godt. Da jeg ankommer til stalden, skynder jeg mig ud efter Sedoj. Jeg fløjter et par gange, og han kommer travende hen til mig. Jeg synes at han går en smule mærkeligt, men det gør han ofte, når folden er smattet.

Jeg får lagt grimen på ham, givet ham hans gulerod, kys på mulen, og den obligatoriske lille tale om, hvor dejlig en hest han egentlig er. Vi går sammen ind i stalden, og jeg finder strigler mm. frem. Han står pænt stille, men løfter det højre bagben, og kigger hen i mod det mange gange i løbet af kort tid. Han ser ud som om det klør, men ikke kan nå stedet, hvor det klør. Jeg starter med at klø ham med fingrene, men det hjælper ikke, så jeg henter gummistriglen, så jeg kan give ham en ordentlig klø-tur, Men han bliver med at stå med et løftet bagben.

Jeg synes at det er lidt mærkeligt, men på den anden side, er Sedoj altså en mærkelig personlighed, der kan finde på mange sjove ting, så jeg tænker ikke mere over det. Jeg går så i gang med at putte reflekser på Sedojs ben. Da jeg sidder på hug ved siden af hans bagben, sætter han stille og roligt bagbenet op på mit ben og kigger hen på mig. Da jeg vil flytte hans bagben, mærker jeg straks at senerne er varme og hævede. Jeg kan åbenbart ikke fatte et pænt hint, og så må han jo give mig et vink med en vognstang.

Jeg mærkede ikke de hævede sener da jeg striglede ham, for hans ben var meget mudret, og jeg ville børste dem rene, når vi kom hjem fra tur. Og når jeg skal rense hove, siger jeg bare løft, og så løfter han benet, så jeg har bare fat om hoven. Men det giver mig da noget at tænke over, for så får jeg jo ikke tjekket hans ben dagligt.

Da jeg havde kigget og mærket på hans bagben, gik jeg op til hans hoved igen, og fortæller ham, hvor klog en hest han egentlig er. Og at det er godt, at han kan fortælle mig, når der er noget galt. Jeg finder longen frem, og trækker ham ud på den mark jeg bruger til at ride på. Da jeg sætter ham i trav, kan jeg straks se, at det er galt. Han er ikke stokhalt, men absolut heller ikke rengående. Det virker som om han aflaster hele benet, og får en mærkelig vrikkende gangart, hvor krydset bevæger sig meget op og ned. Det er næsten umuligt at forklare, men det så rigtig træls ud, og jeg er meget bekymret.

Jeg trækker ham ind igen efter en runde på hver volte, og finder så køle-ler frem, og smører hans bagben ind i det. Mens han står og gumler hø inde i en anden boks, får jeg muget ud og gjort boksen klar til natten.

Nu er jeg så ret spændt på, hvad dagen bringer i morgen. Forhåbentlig kommer jeg ud til en hest, der ikke har hævede sener og ømt bagben, så vi kan gå en lille tur sammen. Han kommer dog på fold i morgen, men jeg har lavet en aftale med ejeren af stalden, at hvis han er halt, skal de ringe med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *