Det har jo været en helt fantastisk rejse – et sekund og et helt liv på samme tid. Den lille grå hest, som var alt det, som jeg overhovedet ikke søgte efter- ja faktisk ligefrem ikke ville have. Han har nu vundet mit hjerte, og har været med i mit liv igennem 12 år med både op- og nedture.
Han har lagt ører til mange beklagelser og glæder. Han har stået ved min side, og ladet mine tårer flyde i sin man. Han har fulgt mig i mine glæder, og givet endnu mere glæde på disse dage. Han har sørget for, at jeg aldrig er gået hjem uden at have smilt mindst 1 gang i tiden vi har brugt sammen.
Han har fundet sig i mange ting – lige fra store krammere, kys på mulen, mine fejl og ommere. Han har fundet sig i at blive flyttet rundt, få nye venner, miste venner, få nye rutiner, stå i boks og i løsdrift. Han har taget enhver sygdomsperiode i stiv forben, og han har altid givet så meget mere, end han nogensinde har krævet af mig.
De sidste tre år har min tid været lille, og Sedoj har accepteret dette – været nødt til at acceptere dette. Vi har ikke trænet meget og jeg har heller ikke besøgt ham hver dag. Der har været perioder, hvor der er gået flere dage imellem mine besøg. Jeg har altid haft en dårlig samvittighed over det og ham, men jeg har ikke formået at prioritere anderledes. Men alligevel kommer knægten troligt, når jeg kalder på ham, og han er bare klar til at lave noget uanset om vi skal en tur i skoven eller bare ud og strigles.
Indtil videre har dette år været et år, hvor adskillelse har været oppe at vende mange gange. Det har handlet om, om Sedoj mon egentlig havde det godt hos mig. Gav jeg ham nok? Blev han passet godt nok? Trives han i løsdriften og med sit liv som legeonkel? Skulle jeg sige farvel, og finde et andet hjem, der havde mere tid til ham?
Men alt dette blev sat i perspektiv, da jeg blev ringet op, at Sedoj var kommet slemt til skade med sit øje. Heldigvis havde øjet det godt, men han mistede halvdelen af øjenlåget med øjenvipperne. Og sådan som han ellers så ud med skrammer i hovede, hen ad siden og på lårene, var det vist mest et spørgsmål om held, at han ikke var blevet fundet godt gennembanket af en anden hest, hængt i grimen eller på anden måde død.
Dermed fandt jeg ud af, at Sedoj og jeg hører sammen, og det er nu op til mig, at få det til at fungere. Det har fungeret før, og jeg har haft tid til ham før, og det får jeg også igen. Det handler om prioritering, og det er jeg begyndt på.
Min bette knægt – jeg kunne slet ikke overskue, hvis jeg havde mistet ham! Han er helt klart en lille grå hest med et stort hjerte af guld og en skøn farverig personlighed…
