Min lille skygge

Når jeg er på folden, er Silver som regel lige i nærheden. Han er min lille skygge. Han elsker selskab, og opsøger os gerne, selv om det betyder, at han skal efterlade Sedoj i den anden ende af folden. Så Silver er med til det meste arbejde på folden, hvad enten det det drejer sig om at ordne ranunkler og brandbægere eller bare en oprydning inde i stalden. Jeg forsøger dog ihærdigt, at lære ham at blive udenfor døren, og nøjes med at kigge ind i stedet for at være med. Silver er dog langt fra enig i den løsning. Men det er nu også så hyggeligt med selskab – især Silvers… Jeg elsker elsker elsker bare min lille sociale ponyfis…

Min lille skygge

Den røde bold, som der er på folden, får også nogle gange en tur. Jeg er begyndt at lege med bolden sammen med Silver. Han synes den er lidt farlig, når jeg sparker til den, men han bliver hele tiden lidt mere modig. Han minder mig nogle gange lidt om Grisling fra Peter Plys…

Uh, jeg er en modig lille hest

I dag fangede jeg endelig nogle billeder af, at han legede med bolden. Han får et helt særligt udtryk i øjnene, når han sådan fanger den. Han var i hvert fald vældig stolt af sig selv, da han kom spankulerende med bolden i munden mens han lavede nikkende bevægelser med hovedet – dejlige lille skøre Sillemus.

Se, jeg fangede den…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *