Sedoj er ramt af muk…

… Og ret meget endda. Øv det er træls. Sedoj havde nogle skrammer på benet i den 2. marts. Jeg troede faktisk bare, at drengene havde leget lidt vildt, og det var årsagen til disse skrammer. Men den 4. marts var det hele blomstret, og Sedoj stod med to trælse bagben, der var hårdt ramt af muk. Højre bagben var desuden også hævet. Sedoj var dog ikke halt, og han var ikke øm, og han havde ikke feber, så efter at have snakket med dyrlægen i telefonen, blev beslutningen, at jeg behandlede på egen hånd. Og det kunne godt tage noget tid, blev jeg advaret om. Det var jeg godt klar over, selv om det er meget lang tid siden, at vi har døjet med den slags.

Jeg har før haft held med Blue Hors Skinhealer, og det blev også valget denne gang. Og da jeg først kom ind under pelsen, kunne jeg se, at det faktisk var værre end som så. Efter 8 dage havde jeg fået alle skorperne af, og nu skulle huden så heles, og vi skulle have styr på nogle enkelte småsår med lidt betændelse i. Hævelsen i højre bagben kom og gik i denne periode. Mukken havde så spredt sig til forbenene, men heldigvis ikke i en så slem grad – kun en plamage på størrelse med en 5’er på hvert forben.

Derfor startede jeg op med Leovet Sølvsalve og Zinkoxidspray. I løbet en nogle dage var sårene nu fri for betændelse og ved at hele op. Huden var ikke længere så lyserød. Sedoj syntes godt nok, at der lidt mærkeligt med den spray, men jeg elsker den. Den er så nem at påføre med, og jeg slipper for fedtede fingre, når det skal puttes på. Jeg bruger stadig Blue Hors Skinhealer i koden, hvor der stadig er nogle skorper.

Og der er hele tiden fremskridt. Huden bliver pænere, pelsen kommer langsomt frem på de tidligere pelsløse områder. Sårene er helede. Hævelsen i bagbenet er nu permanent væk, så nu gælder det bare om at fortsætte den gode behandling. Og det er jo bare perfekt, at vi nu også har tørvejr.


Den 30. marts er pelsen begyndt at komme igen. Det bliver hele tiden bedre og bedre, hvilket jeg tænker også skyldes det nu tørre vejr, at han er sat 50 gram op i sit foder pr. dag og så behandlingen med kombinationen af sølvsalve, zinkspray og skinhealer. Så nu er det bare at vente på, at pelsen kommer frem…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *