Jeg elsker klikkertræning, fordi mine drenge reagerer så godt på det. De forvandles til ivrige og madglade heste, der bare venter på en kommando, for at få den godbid, der er i min lomme. Den motivation kan jeg ikke rigtig hamle op med ved at klø dem lidt på halsen eller sige “dygtig”.
Klikkertræning er ret forsimplet, at bede din hest om noget, tilføje en lyd og en belønning, når den gør det rigtige. Oftest er denne belønning en godbid, men det kan også være andet, så længe hesten bliver motiveret af det. Mine tre drenge bliver motiveret af godbidder, og at blive kløet nogle bestemte steder. Derfor bruger jeg begge dele i min træning.
Jeg har i lang tid brugt en klikker – et lille redskab, der sige klik-klak, når jeg trykker på den. Efterhånden blev det dog lidt kompliceret med en klikker, en pisk, et træktov eller tøjler samt at håndtere den verbale kommando samt kropssprog. Derfor skiftede jeg klikkeren ud med et ord. Jeg bruger forskellige ord til Sedoj, Super og Sille. På den måde, kan de trænes enten sammen eller hver for sig uden misforståelser.
Klikkertræning er videnskab
Man kan ikke sige klikkertræning uden at nævne Ivan Pavlov. Han var en russisk forsker, der udførte forskellige forsøg på ubedøvede dyr, inden han begyndte at arbejde med teorien om klassisk tilvænning. Hans mål var at teste hypotesen, at når vi præsenterer to stimuli afhængigt af hinanden, vil en association finde sted.
Den association er hele grundideen bag klikkertræning, Kort fortalt går det ud på, at en lyd kan være et tegn på en kommende belønning. Hesten lærer at lyden betyder, at der kommer en belønning. Den finder ud af, at ved udføre den øvelse, som vi beder den om, kommer lyden, der betyder belønning. Vi kan på den måde med enkelt lyd gøre hesten opmærksom på, at den har gjort det rigtige. Det er derfor også vigtigt, at en klikkerlyd altid efterfølges af en godbid, da lyden ellers mister sin værdi. Når hesten har lært sine ting, er det derfor lyd og godbid jeg fjerner, og ikke kun godbidden.
Godbidder på godt og ondt
Godbidder har været både det bedste og det værste, som jeg har introduceret i min træning. Jeg har været nødt til at lære, at være skarp i både min timing, men også mine tanker om, hvad jeg gerne vil lære mine heste, og hvordan. Langt de fleste heste vil gøre næsten alt for en godbid. Det er derfor en fantastisk motivation. Bliver det ikke administreret rigtigt, så er der stor risiko for indlæring af de forkerte ting, samt en hest, der bliver frustreret og måske endda farlig. Det sidste har jeg dog ikke prøvet, men har helt sikkert stået med både frustrerede og forvirrede heste, fordi min timing var helt hen i vejret.
Når jeg startede på klikkertræning, fjernede jeg de gratis godbidder. Det betyder bare, at jeg altid beder hestene om, at gøre en lille ting. Det kan være indkald, bakke tre skridt, smile, give kys, løfte et ben – ja bare et eller andet, før de får en godbid. Mine godbidder gives altid på baggrund af en kommando nu. Det gør jeg fordi især Sedoj og Silver, som er mest trænet på denne måde, godt kan finde på at lave et helt repertoire af deres tricks, hvis de får godbidder uden formål.
Jeg har måttet være ret konsekvent med godbidderne, fordi hestene tiggede meget i starten, og var også ret nærgående. Under indlæringen af de forskellige ting, var det svært for dem, at håndtere, at de ikke fik en godbid, når de syntes, de havde løst opgaven. Når jeg f.eks. bad om at holde mulen på target lidt længere, så kunne de blive frustrerede over, at sværhedsgraden blev øget, og de ikke fik en godbid, for det, som de kendte.
Sedoj havde en lang periode, hvor han troede, at han kunne skubbe mig, for at få godbidder. Silver kunne få sin lille mule ned i alle lommer, eller prøvede at tygge i godbidderne udefra. Derfor lærte jeg begge to, at kigge væk, som en måde at tigge på. De tigger stadig, men det er lidt nemmere at håndtere, at de kigger væk, end at blive skubbet rundt eller fjerne en meget pågående mule fra mine lommer.
Kommandoer
Jeg sætter hurtigt kommandoer på mine øvelser og tricks enten verbale kommandoer eller kropssprog. Det gør jeg for at undgå, at have tid, hvor det er lidt gætværk for hestene, hvornår de skal lave øvelsen. Sedoj lærte mig vigtigheden af dette, da jeg fik hans forben i hovedet, da jeg ville samle noget op foran ham. Han troede jeg ville have ham til at sige goddag (give pote), og jeg var uopmærksom. Det kunne være endt meget værre, end det gjorde, for jeg endte kun med en forskrækkelse. Derfor har jeg altid sat kommando på meget tidligt, og inden hesten overhovedet kan øvelsen. Dermed lærer jeg hesten, at den kommando betyder den øvelse, som så forfines og forbedres hen ad vejen.
Mine kommandoer er som regel verbale, men i mange dressurøvelser såsom vigninger, versader mv,, bruger jeg primært kropssprog. Jeg har verbale kommandoer for skridt, trav, galop, langsommere, hurtigere. stop og bak. Resten af tiden bruger jeg fysisk berøring og/eller kropssprog. Jeg har observeret, at langt hen ad vejen bliver fysisk berøring udskiftet med kropssprog efterhånden, som vi bliver bedre til øvelserne.
At fejle er at lære
Jeg forsøger at blive bedre til at se ordet fejl, som noget positivt. Fejl er for mig noget negativt, der stopper mig i at blive bedre, og stopper mig i min vej til at lære mere. Jeg vil gerne lære at bruge fejlene til at lære af og blive bedre, og ikke slå mig selv oven i hovedet med dem.
Jeg lavede mange fejl i starten, og laver stadig fejl den dag i dag. I starten var det fordi, at jeg ikke vidste bedre. Jeg er 100% selvlært, og har bare prøvet mig frem. Det har måske taget længere tid, end hvis jeg havde haft råd til kurser og undervisning, men vi gør det så godt vi kan. Jeg har heldigvis tre meget tålmodige drenge, der på hver deres måde lærer mig en masse. Når jeg laver fejl i dag, er det som regel, fordi jeg ikke har tænkt øvelsen ordentlig igennem, og fået den delt op i små dele.
En af de fejl, som jeg begik i starten, var at jeg blev så glad og imponeret over, at Sedoj lærte nogle tricks, så jeg belønnede ham hver gang han lavede dem. Dette resulterede selvfølgelig i en hest, der troede, at han skulle lave tricks hele tiden. Det var frustrerende for os begge, for ingen af os havde ro i det daglige. “Nej” og “Stop” blev to meget brugte ord, og det er jo bare ikke sjovt.
Min løsning blev at bruge lidt mere fornuftige ting til tricks og øvelser. Jeg lærte derfor Sedoj at stå stille uden at være bundet, sænke hovedet på kommando, løfte ben for ordet løft osv. Noget af det kunne han lidt, men resten lærte vi sammen. Det var en god løsning for os, for jeg stoppede ikke Sedoj i sin arbejdsglæde, men kunne bruge hans energi og lyst til at lære til noget fornuftigt.
Da jeg lærte Silver at stejle, startede jeg med at få ham til at strække sig efter en godbid. Ideen var på samme tid god og meget dum. For jeg lærte ham jo selvfølgelig at min hånd var target på denne måde. Det betød, at når han stejlede, så kom han tæt på mig. Derfor måtte jeg indlære pisken som target, og så arbejde videre derfra. Denne fejl opstod fordi jeg ikke tænke øvelsen færdig. Jeg tænkte kun på, at jeg skulle have ham til at få forbenene til at slippe jorden.
For mig er det vigtigt, at have heste, der gerne vil arbejde. De må gerne være aktive, nysgerrige og prøve sig frem. Jeg vil ikke have maskiner, der ikke tør prøve noget, når jeg beder dem om noget nyt. De små misforståelser, som vi oplever, bruger jeg ofte til nye tricks, fordi jeg får inspiration til dem, når jeg ser, hvad hestene gør for mig. Hvis jeg stopper dem, siger nej, og evt. straffer dem, når de ikke gør, hvad jeg beder dem om, får jeg passive heste.
For at undgå passive heste, er det derfor vigtigt at time klikkerlyden helt korrekt. I starten belønnes hvert forsøg, der ligner noget af det, som jeg gerne vil have. Efterhånden som vi bliver mere sikre i øvelsen, bruger jeg klikkeren til at shape øvelsen til det, som jeg gerne vil opnå.
Klikke for altid?
Jeg udfaser klikkeren for den enkelte øvelse, når jeg synes vi er i mål med den. Når hesten så laver øvelsen ekstra godt, kan jeg stadig bruge min klikkerlyd og en godbid, men jeg kan også bare vælge at rose hesten med stemmen, at blive kløet eller holde en pause ud fra, hvad der motiverer den mest.
Klikkeren er for mig et indlæringsredskab. Når hesten kan en del af øvelsen 100%, så bruges klikkeren ikke længere til den del, men til at indlære næste del af øvelsen.
Jeg stopper aldrig helt bat med at bruge klikkeren, men når vi kan øvelsen, så bruger jeg kun min klikkerlyd for den ekstragode øvelse, og barren hæves hele tiden for dette niveau. Mister jeg hestens motivation og arbejdsglæde, så introduceres klikker og belønning igen, men det har jeg ikke oplevet endnu. Til gengæld har jeg oplevet af to øvelser blev blandet sammen, og så har jeg også brugt klikkeren til at skille dem ad igen.
Jeg synes klikkertræning gør det nemmere for mig, at kommunikere med mine heste, når det kommer til indlæring af øvelser. Jeg kan stå på afstand og gøre dem opmærksom på, at de er på rette vej. Jeg kan hurtigt reagere på det jeg ser eller mærker, og belønne lige så hurtigt.
Klikkertræningen er for mig en form for ja-træning. Tidligere har jeg arbejdet med en nej-træning, hvor jeg har stoppet hesten, og sagt nej, når der opstod misforståelser. Med klikkertræning opnår hesten ikke belønning, hvis vi ikke er på rette vej. Det betyder ikke, at jeg stopper dem i deres forsøg på at opnå belønningen, men de er bare nødt til at finde frem til den løsning, der giver et ja og belønning. For os giver det en mere positiv måde at træne på, og jeg har nogle ivrige heste, der står og venter på, at det bliver deres tur, når jeg træner en af de andre. Jeg har heste, der altid kommer mig i møde, villigt tager grime på, villigt følger med på banen, og altid prøver deres bedste. Det gør det helt sikkert sjovt at træne og blive gode sammen.
