Jeg fanger ikke mine heste

Når jeg kommer i stalden, så bliver jeg altid mødt med et lille vrinsk fra Silver og et hø-hø-hø fra Sedoj. Silver kommer altid travende eller galopperende mig i møde, mens Sedoj som regel tager det mere roligt, men han kommer dog også altid op til mig.

Man kan da ikke andet end at blive glad af sådan en velkomst, vel!? Jeg har dog også prøvet det modsatte med nogle af mine tidligere heste. Jeg har brugt timer på at gå på folden, for at fange en hest, der bare ikke ville komme hen til mig. Det var frustrerende, når jeg bare gerne ville hygge mig med min hest, og den så ikke syntes, at det var lige så hyggeligt at være sammen med mig, som jeg syntes det var, at være sammen med den.

Jeg har gået på folden med knitrende pose, for at gøre opmærksom på, at jeg havde godbidder. Vi har været to afsted med et reb imellem os, for at fange hesten i et hjørne. Jeg har brugt fangefold. Jeg har siddet på marken i timevis, snakket med andre heste for at gøre min egen jaloux osv. Alle tricks i bogen, har jeg forsøgt mig med. Jeg har mere end en gang måtte opgive, fordi jeg brugte al tiden på at forsøge at fange den, så jeg ikke havde mere tid i stalden. Når hesten først var fanget, så var der ikke nogen problemer. Jeg havde en glad hest, der tiggede godbidder, gerne vil nusses, ikke var sur under opsadling og heller ikke viste utryghed på nogen måde hverken under håndtering eller i ridningen.

Efter at have haft nogle heste, som ikke ville fanges, var jeg ret opmærksom på det problem, da jeg fik Sedoj. Derfor havde jeg altid en godbid i lommen, som han fik, når jeg så ham. Jeg gik ofte på folden, kun for at give ham en godbid og sige hej til ham. Derefter gik jeg ind og ordnede stalden eller sådan noget, og kom så tilbage igen for at tage ham ind. Nogle gange var jeg på folden flere gange, inden jeg tog ham med ind. Jeg forsøgte at variere træningen, og gøre ting, som han synes var sjovt. Det har virket for os, for eg har aldrig haft de store problemer med at hente Sedoj på folden. I det helet taget ændrede jeg min tankegang fra at skulle fange min hest, til at hente ham på folden i stedet for.

Lille Sille har altid bare været kommet løbende mig i møde. Han elsker at få opmærksomhed, blive kløet, og ikke mindst synes han bare det er fedt, at blive arbejdet med. Nu arbejder vi heller ikke særlig hårdt endnu, og det meste er baseret på liberty, klikkertræning og gåture i skoven. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at han altid synes det er sjovt at være sammen med mig – også selv om træningen måske bliver udfordrende og jeg stiller store krav til ham mentalt og fysisk.

Men hvad er det egentlig, der gør, at en hest ikke vil fanges? En hest gør det, der er mest rart for den, så vi mennesker konkurrerer altid med græs, frihed og venner. Hvis hesten har lært, at mennesker betyder noget ubehageligt – direkte eller indirekte, så er det vel klart, at den ikke ligefrem vælger at komme hen til os. Hvis træningen er for hård mentalt eller fysisk, hvis sadlen, biddet eller andet udstyr klemmer, hvis ejeren/rytteren altid betyder arbejde og ikke hygge, eller hvis der er tale om separationsangst eller andre problematikker, så kan hesten mene, at det er mere behageligt at holde sig væk fra sit menneske, end at blive fanget. Selv om hesten hverken er sur eller utryg under håndtering, efter den er fanget, så er det altså stadig et signal om, at der er noget galt, hvis hesten ikke vil fanges på folden.

Den hest, der lærte mig mest om dette emne, havde allerede denne adfærd, da jeg fik ham. I starten symptombehandlede jeg bare problemet med fangefold, indfangning vha. to personer med reb, et langt reb i grimen osv. Efterhånden lærte han dog at undgå mine tiltag. Han lærte, hvor langt rebet i grimen var, aldrig løbe hen i hjørnet, og holde sig langt væk fra fangefolden. I stedet for at forsøge at finde en løsning på, hvordan jeg kunne fange min hest, måtte jeg se på, hvorfor jeg ikke kunne fange den. Jeg fik tjekket udstyr, hesten, træningen, for at sikre mig, at der ikke var problemer der, og fik rettet det, der skulle rettes. Jeg fik også tjekket min egen attitude og holdning, når jeg gik på folden, for jeg var helt sikkert nogle gange overbevist om, at jeg ikke kunne fange ham, allerede inden jeg var på folden. Sådan en attitude kan hesten jo aflæse.

Stille og roligt blev denne adfærd aflært. Noget udstyr blev skiftet ud, og jeg blev mere opmærksom på mit egen tankemønster omkring hesten, så jeg havde en mere positiv attitude. Det var sammen med ham, at jeg lærte, altid at have en godbid i lommen. Nogle vil mene, at en godbid er bestikkelse, men jeg ser mere godbidden som en belønning. Min hest havde lært at komme tæt på, snuppe godbidden, foderet eller hvad jeg nu havde med, og så forsvinden uden for min rækkevidde, inden jeg havde fået fat i grimen. Så jeg måtte dele opgaven op i 10 små bidder:

  1. Min hest skulle komme hen til mig, og få sin belønning for det. Jeg stod stille, og rakte ikke ud efter grimen eller ham.
  2. Han skulle blive stående efter, at han havde taget godbidden. Jeg stod stadig stille, og rakte ikke ud efter grimen eller ham.
  3. Jeg løftede min ene arm lidt – dog uden at række ud efter ham eller grimen.
  4. Jeg bevægede min arm i retning af ham – stadig uden at røre ham.
  5. Jeg skulle røre ham på halsen og i hovedet, men uden at tage fat i grimen.
  6. Jeg kunne røre grimen, men uden at holde fast.
  7. Jeg kunne holde fast i grimen, men uden at trække ham.
  8. Jeg kunne trække ham i en ønsket retning.
  9. Grimen kom af, og jeg kunne tage grimen af og på ham – uden at trække ham.
  10. Gå ud på folden, møde hesten, lægge grime på, og trække hen til striglepladsen.

Det tog sin tid, men det var helt bestemt det værd. Nu kunne jeg bruge tiden sammen med min hest i stedet for at jagte ham på folden, og blive mere og mere frustreret og ked af det. Meget kan man sige, men denne hest lærte mig så meget om tålmodighed, og jeg er ham dybt taknemmelig i dag. Jeg var dog ikke ligefrem en en taknemmelig teenager, mens det stod på, kan jeg tydeligt huske. I dag har jeg så heldigvis to heste, der kommer mig møde, hver gang jeg kalder, eller de hører bilen. Jeg bliver altid så glad, når jeg hører deres små velkomstvrinsk, og ser dem komme mig i møde. Det gør bare, at tiden sammen med dem starter på den bedste måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *