Der hygges på banen

Min datter rider Super jævnligt. Hans motion er desværre sat ned efterhånden som han har tabt sig. Han rides dog stadig, fordi han synes det er sjovt. Han skridtes mest for tiden, men rides også i lidt trav og galop, samt over bomme og små ture i skoven osv.

Super er en rigtig sød pony, som desværre i noget tid har døjet med tynd mave, og dertilhørende vægttab og tab af muskler. Jeg har tilskrevet det mange ting. Han flyttede ud til os, Sedoj har været efter ham,  måske wrappen, måske græsset, måske foderet osv. Jeg har ændret på mange ting, men vi sidder fast i den tilstand han er i nu. Han har taget lidt på, men mangler stadig form og muskler.  Heldigvis mangler han ikke humør, og det går meget bedre med ham og Sedoj. Silver og Super er blevet ret gode venner efterhånden, og er vores lille ponybande. Silver har ret stor respekt for Super, så den gamle dreng har opnået at få sat den bette mand lidt på plads.

Under ridning er Super simpelthen så sød. Min datter håndtere ham helt selv, og har opnået en stor tillid til ham. Han giver hende fantastiske oplevelser og udfordrer hende, og er en rigtig god pony til hende.

Der er heller ingen tvivl om, at Super er en smuksak. Han er bare så fin med sin røde farve, og flotte udstråling. Han har et udtryk, der slet ikke er til at stå for. Nu skal vi bare have ham op at køre. Jeg har nu droppet at kigge mere på foderændringer, så nu kigger vi på nogle tilskud til hans mave. Forhåbentlig finder vi løsningen snart, så den bette fyr kan komme helt på højkant igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *