Jubii, solen var fremme her i dag. Ikke engang bare sådan tørvejr, men solskin med blå himmel og ja… solskin. Det trænger vi også til, for vi kører altså lidt sur i alt det regnvejr. Dagen startede med regnvejr, og vi var lige ved at opgive håbet, men så pludselig lysnede det hele bare.
Silver var endelig så tør, at jeg kunne strigle ham. Han har ellers mest af alt lignet en lille druknet mus, så det der med at strigle, har ikke været så nemt. Han trænger ellers så meget, fordi han fælder. I dag kunne jeg så endelig få ham børstet virkelig godt igennem. Det er slet ikke så nemt med Silver, for han kan ikke lide en god gnubbetur, som Sedoj f.eks. elsker. Så han skal strigles med de lidt mere bløde striglere i længere tid, for at få samme mængde hår af. Der er altså bare nemmere med en gnubber, karte eller plastikstrigle. Men det passer altså ikke lige herren, at jeg bruger disse striglere på ham.
Tørvejret nydes af både to- og firbenede, og vi håber snart, at få meget mere af det, så drengene snart kan komme på sommerfolden. Der er dog fordele ved regnvejret. Græsset gror så godt, at drengene ikke kan holde folden nede. De trælse brandbægre og ranunklerne er nemmere at tage op, så det arbejde går lidt hurtigere. Jeg kan jo lige så godt finde det positive i det lidt trælse vejr…