På trods af, at tiden render lidt stærkt for mig, så er det ikke gået så meget ud over hestene. Til gengæld har jeg så ikke fået opdateret hjemmesiden særlig meget den sidste månedstid.
Hestene bliver stadig passet og trænet lidt, ihvertfald så meget som vi kan. I dag var det lille Silles tur til at blive trænet, og han var bare super dygtig. Vi har ikke været særlig meget på banen her i vinters, så det var lidt spændende at se, hvor meget han kunne huske. Men han kunne huske det hele, og noget var endda blevet markant bedre, end da vi gik i vinterhi.
Silver med en tur på banen, og det synes han var hyggeligt. Han har simpelthen altid den største ja-hat på, når vi skal lave noget. Han er meget ihærdig og forsøger virkelig, at gøre sit bedste. Når han er så ivrig, så bliver den første tid af træningen, altid en smule hektisk, fordi han så gerne vil gøre det hele rigtigt. Men efter lidt indledende øvelser, skabes der ro, og så kan træningen starte. Men han er bare så sød og opmærksom og absolut klar på at arbejde.
Først og fremmest vil jeg da lige præsentere smukke Silver. Han er blevet ret voksen at se på. Er vild med hans store man og lange pandelok. Han bliver hurtigt lysere, men det kan han jo ikke gøre for, og smuk er han jo alligevel. Og vigtigst af alt, så har han både sind og personlighed, der matcher hans flotte ydre.
Både jeg og Silver synes det er sjovt at træne løst fra jorden. Vi træner på billedet herover lidt sidebevægelser. Han er ret følsom overfor pres, så jeg skal være opmærksom på, hvordan jeg placere mig, og giver tegn, for han synes hurtigt, at det bliver lidt for meget. Dette er således heller ikke det perfekte moment, men vi er jo stadig også kun ved at lære det.
Vi bruger klikkertræning, og når Silver har fået sit lille klik, så stiller han sig oftest sådan her, og venter på sin godbid. Han tiggede rigtig meget, og kunne blive lidt pågående i starten, så jeg lærte ham, at vende hovedet væk, inden han fik sin godbid. Dette gør han så også nu, når han tigger. Og det er da mere rart for mig, at han står sådan her og tigger, end at han gennemroder mine lommer. Og jeg er ret præget f træthed og hovedpine på dette billede, hvilket tydeligt afspejler sig i mit ansigt…
Vi arbejder i forskellige positioner. Jeg kan således placere Silver ved siden af mig, foran mig og bagved mig, når det går godt vel at mærke. På dette billede går det faktisk ret fint, og Silver holder god afstand. Han er min lille skygge, så vi arbejder med at udvide hans tryghedszone lidt. Især under løslongering, er det lidt problematisk, at vil gå i en meget lille volte. Så det er helt klart et arbejdsområde. Lige her holder han dog god afstand, og det er en god ting. Han skal så holde afstanden under forskellige øvelser såsom stop, bak, trav mv.
En dygtig dreng får selvfølgelig sine godbidder. Godbidder er dog ikke den eneste belønning, som jeg bruger. Silver har nogle kløsteder, som han virkelig nyder, og derfor bruger jeg også at klø ham som ros. Pause er ikke en belønning for ham endnu. Han vil bare hele tiden mere, så hvis jeg stopper træningen, så står han bare ved siden af mig, og evt. forsøger sig med nogle tricks. Men vi holder selvfølgelig skridtpauser og bare stå sammen. Men det varer aldrig længe, inden han tilbyder en eller anden form for øvelse igen.
Når roen og fokus forsvinder, så må vi finde den igen. Her står vi lige og bruger 30 sekunder på at finde hinanden og fokus igen. Det kræver som fornævnt lidt af Sille at stå stille, så derfor må dette ikke blive en opgave i sig selv, men bare lige et lille kort pusterum, hvor vi tuner ind på hinanden og opgaven igen.
Min lille smukke Silver står lige og ser lidt dejlig ud! Som det tydeligt kan ses her, så valgte vi at træne efter maden. Silver spiser nemlig med hele hovedet, og rester af mash kan ses både i i panden og på næseryggen/mulen.
Der trænes løft af ben. Dette er blot et helt almindelig løft af ben, som kan bruges til mange ting. Det er forløberen for blandt andet spanske skridt, step-up og mange andre øvelser og tricks. Silver er ret god til det efterhånden, men der er stadig nogle småting at arbejde videre på.
Her er vi i gang med forløberen til spansk skridt. Der mangler stadig både løft, og det faktum, at han skal gå fremad, men vi er på vej stille og roligt. For mig er det vigtigt, at vi træner med små skridt, så det forbliver sjovt at være en lille pony til træning…
At neje har Silver helt styr på, så nu er vi igang med, at jeg ikke længere behøver at holde hans forben. I dag gjorde han det faktisk selv 2 gange, så det var jo super flot. Han gør det altid så godt min lille Sille-mus.
Og når træningen er slut, så følger Silver stadig efter mig med målrettede skridt og forhåbningen om, at vi skal lave mere. De koncentrerede ører, er kommet frem, og han er vist også lige så tilfreds med sig selv, som jeg er med ham. Tak for en dejlig træning i dag skønne Sille…