Året der gik – 2001

Den 13. april blev Sedoj endelig min. I det sekund, hvor jeg besluttede mig for at købe ham, begyndte jeg at læse om unghestens opdragelse og træning. Jeg glædede mig så meget til at lære min lille grå knægt at kende, og venskabet blev langsomt men sikkert bygget op henover året…

Selve opdragelsen var dog ikke noget problem, da Sedoj allerede var godt opdraget hjemmefra. Han kunne stå bundet, strigles, trækkes med, røres over alt, få løftet hove og alt det, som en hest på hans alder skulle kunne. Vi brugte den første tid på, at gå nogle gode lange ture i den nærliggende skov, og det var hyggeligt. Vi så mange ting, og Sedoj var ganske uimponeret over det, som verden viste af “skræmmende” ting.

Vi var også et par gange om ugen på ridebanen, hvor vi øvede os i, at gå pænt, bakke, stoppe vende osv. Vi gik også ret hurtigt i gang med desensibilisering, hvor Sedoj blev vænnet til alle mulige ting. Jeg kunne svinge tovet omkring ham, hoppe rundt om ham, løbe hen mod ham, larme med presenninger og plastikposer. Allerede på nuværende tidspunkt brugte jeg mange timer dagligt sammen med Sedoj, og jeg elskede hvert sekund også selv om han selvfølgelig også var ung, uerfaren og en drillepind til tider.

I efteråret fik Sedoj sin første kolik. Hestene gik stadig ude døgnet rundt, og de havde adgang til et læskur. Det havde regnet flere dage i træk, og som sædvanligt, ville jeg trække Sedoj ind, så han kunne få sin mad og blive tør. Jeg gjorde dog den store fejl, at jeg gav ham sit kraftfoder, før end han fik sit hø. Og det var det, der resulterede i kolikken. Når hesten har frossen eller er kold, bliver fordøjelsen langsommere, og derved kunne Sedoj ikke fordøje sit foder korrekt. Det var selvfølgelig en søndag aften, men dyrlægen blev tilkaldt. Vi havde dog fået taget hånd om kolikken på et tidligt tidspunkt, og Sedoj kunne nøjes med to indsprøjtninger og 1½ liter olie. 3 timer efter var han heldigvis frisk igen.

Efterhånden som tiden gik, begyndte Sedoj og jeg at kede os i vores daværende hjem. Vi flyttede så til en ny stald med bedre forhold for os begge to. Da han havde stået der i nogle måneder, fik jeg muligheden for at flytte Sedoj hen til naboen, hvor der var en løsdrift og en anden hingsteplag. Valget var nemt at tage, for selv om jeg mistede lækre faciliteter, så fik Sedoj en langt bedre tilværelse med selskab og fri bevægelse. Det er jo det bedste til en unghest.

Jeg regnede med, at dette ville være lykken, men det viste sig ikke at være rigtig. Kort tid efter fik Sedoj muk, der udviklede sig til Rosen, og så flyttede vi tilbage til det tidligere opstaldningssted. Det var lidt synd for Sedoj og den anden hingsteplag, for de var blevet meget glade for hinanden, og nød helt bestemt hinandens selskab. Men jeg havde bare ikke muligheden for at holde Sedojs ben rent og tørt, så beslutningen var alligevel ikke så svær at tage.

Da Sedoj var kommet sig oven på den omgang, gik vi i gang med træningen igen. Vi fortsatte med at gå ture i skoven, og vi fortsatte også med at træne den almindelige lydighed på banen. Sedoj lærte tingene hurtigt, og langsomt gik vi i stå i vores træning. Jeg vidste ikke helt, hvad vi nu skulle lave, og jeg søgte råd og vejledning flere steder fra. Jeg endte dog med, at tage beslutningen om, at Sedoj skulle vænnes til min vægt. Jeg begyndte at ligge mig hen over hans ryg, men det imponerede altså ikke Sedoj. Til sidst endte det med, at jeg sad på ham, og heller ikke ved dette tiltag reagerede Sedoj med andet end nysgerrighed. Efter 2-3 ture i ridehallen på maks.5-10 min., besluttede jeg mig for, at det var på tide, at vi kom ud, og så lidt på verden sammen. Vi tog et par korte ture på maks. 15 min., og det gik bare så godt. Og så stoppede ryttertilvænningen for denne omgang. Sedoj var på daværende tidspunkt ca. 2,5 år, og set i bagklogskabens lys, så var det var en smule tidligt at sidde op, men jeg forlangte ikke noget af arbejdsmæssigt, og Sedoj tog heldigvis ikke skade…

I dette år lærte jeg utrolig meget af Sedoj. Jeg lyttede til ham, og omlagde mange af mine vaner fra tiden med mine andre heste. Det blev faktisk Sedoj, der lærte mig at omgås en unghest, og jeg fik ikke lært ham så meget, men vi hyggede os sammen. Han kunne faktisk det hele, så det var op til mig at åbne mit sind, og lytter efter, hvad han havde at lære mig og fortælle mig. Det var en meget spændende tid, hvor vi fik knyttet det første spæde bånd, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde valgt rigtig, da jeg valgte Sedoj. Der var meget sjældent problemer, og hvis der endelig var nogle problemer, må jeg nok indrømme, at det var mig, der formidlede mit budskab forkert. Jeg vil slutte af med at takke Sedoj for denne første vidunderlige tid sammen med ham. Jeg vil også gerne takke Stutteri Egelund, fordi de gav mig muligheden for at få en hest som Sedoj. Han er en helt speciel lille hest, og jeg er overbevist om, at vi nok skal nå langt sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.