Sedoj var kommet hjem fra sommergræs, og han var lidt til den tynde side, men ikke mere end det hurtigt kunne rettes op – troede jeg. Efter nogle måneder, hvor han stadig ikke havde taget på, havde mistet gnisten, var blevet lettere irriteret og var uden energi, besluttede jeg mig for at ringe til dyrlægen. Han kom ud for at se på Sedoj, og mente som sådan ikke, at der var noget galt med ham – heldigvis. Han tog dog også nogle blodprøver samt en gødningsprøve. Konklusionen var, at Sedoj skulle have noget mere at spise, da han voksede meget, men ellers var han i god kondition, og orm havde han heller ingen af.
Jeg gav straks Sedoj endnu mere at spise, men det hjalp stadig ikke. Nu var gode råd dyre. Jeg læste den ene bog efter den anden, søgte på nettet, og snakkede med alle de hestefolk jeg kunne komme i nærheden af. Jeg fulgte næsten alle de gode råd, som jeg fik, men intet hjalp på Sedoj.
En dag så jeg en annonce i avisen; et kursus i at heale hest og rytter. Meget interesseret ringede jeg op, og snakkede med Winnie om kurset, og det var jo absolut ganske interessant. Et stykke inde i samtalen, kommer vi ind på, at jeg har en hest, der prøver at fortælle mig noget. I stedet for at jeg deltog i kurset, aftalte vi, at Winnie kom forbi. Jeg forsøgte at fortælle hende, alt det, som jeg havde oplevet i denne knapt så gode periode med Sedoj, men Winnie stoppede mig hurtigt, for hun ville ikke vide for meget på forhånd. Hun ville høre/mærke det direkte fra Sedoj.
Dagen hvor Winnie skulle komme oprandt, og endelig kørte der en bil ind på gårdspladsen, og ud kom en kvinde, der hilste på mig på en meget hjertevarm måde. Jeg hentede Sedoj ind fra folden, og det var så første gang, hun både så ham, og fik hans navn at vide. Winnie stod og kiggede lidt på Sedoj, og henvendte sig så til mig med en forklaring om, at nu ville hun koncentrere sig om Sedoj, og jeg skulle nok få svar på alle mine spørgsmål bagefter. Dette holdt dog ikke helt, da jeg ikke helt kunne holde min mund undervejs. Og jeg fik selvfølgelig også mine svar.
Winnie samlede tankerne, og mumlede lidt for sig selv og Sedoj, som begyndte at vise stor interesse for hende. Hun kørte hænderne hen over Sedoj uden at røre ham, og kunne fortælle mig, at problemet var, at han ikke kunne udskille affaldsstofferne, så de samlede sig i hans bagben. Jeg synes også, at han var blevet mere stiv i bagbenene det sidste stykke tid, men sagde ikke noget højt. Hun kunne også fortælle mig, at han havde problemer med ryggen og lænden, hvilket undrede mig meget på dette tidspunkt, men det fik jeg afklaret senere. Sedoj havde ondt i kæberne og var ikke glad for at blive rørt i dette område. Alle disse smerter kunne Winnie mærke på sig selv, fortalte hun bagefter. Hun anbefalede mig at få fat i en tandlæge samt en kiropraktor. Winnie ville så skaffe nogle urter til udrensning af Sedojs krop.
Som om dette ikke var spændende nok, fortsatte Winnie med at snakke med Sdoj, og her kom mange spændende oplysninger frem, der krævede både en stor ransagelse i min egen hukommelse, men også at jeg søgte oplysninger andre steder. Winnie sagde ofte tingene med stor undring, men fortalte dem, som Sedoj nu fortalte hende det. Winnie startede med at fortælle at Sedoj bestemt ikke brød sig om at blive domineret, og kunne ikke lide det, der var foregået her for nyligt. Vi havde haft af en Horsemanshipstræner (Parelli) som dominerede Sedoj kraftigt. Enden på det hele blev, at jeg trak en meget forvirret hest i stalden, og jeg er i gang med at genopbygge tilliden imellem os.
Derefter fortalte Sedoj ret hurtigt, at han absolut ikke syntes om ideen med distanceridning, men western var sjovt. Sedoj kunne slet ikke forestille sig at lave så meget som distanceridning krævede. Jeg er jo distancerytter, og havde bestemt planer om, at Sedoj og jeg skulle være med i DM og måske endda VM engang i fremtiden. I weekenden op til Winnie kom, hvade vi været til westernstævne, og jeg kunne mærke på Sedoj, at det syntes han var rigtig sjovt. Og nå Sedoj nu var i gang med at fortælle, så ville han også lige sige, at han ikke kunne lide ham, der kom og ordnede hans hove sidste gang, men dette var meget tydeligt for mig og absolut også mit indtryk af smeden.
Winnie fortsatte så med Sedojs fortid. Han havde en rigtig god ven på det stutteri han kom fra. Han havde også en rigtig god ven på hans tidligere opstaldningsted, og det var en hoppe, hvilket jeg kunne bekræfte. Winnie nævnte også noget om oplevelser, der kunne relateres til ånder på stutteriet, hvilket blev bekræftet i en samtale senere på aftenen, jeg havde med ejeren.
Flere gange spurgte Winnie Sedoj, om han kunne lide at være hos mig. Dette spørgsmål stillede hun så jeg kunne høre det, og alle gangene trådte Sedoj et skridt nærmere mig. Det var en rørende oplevelse, specielt fordi han ellers stod helt stille….
Den egentlige healing startede herefter. I starten var Sedoj meget urolig, men efterhånden slappede han af. Winnie var dybt koncentreret og overhørte nu mine spørgsmål, og efterhånden blev jeg også tavs. Hun lagde hænderne på Sedoj, og for mig så det ud til, at hun bare stod der, men jeg er godt klar over, at der skete meget mere end det. Efterhånden blev Sedoj helt sløret i øjnene. Jeg ved egentlig ikke, hvor lang tid der gik inden Winnie stoppede healingen, og jeg kunne nu trække Sedoj i boksen.
Vi gik udenfor, og jeg fik nummeret på tandlægen, kiropraktoren samt Winnies adresse, hvor jeg skulle hente urterne. Da jeg lukkede Sedoj ud igen, travede han målrettet op til sine kammerater. De samlede sig omkring ham, og sådan stod de i næsten 45 minutter. Jeg ville gerne vide, hvad de stod og snakkede om, for de gik rundt om Sedoj, snuste til ham, og stak mulerne sammen. Måske de andre heste fik at vide, at der er rent faktisk mennesker der kan forstå dem?
Opdatering
Vi hentede urterne efter et par dage, og gik i gang med en 3 måneders kur. Denne kur gjorde stor forskel, ikke nok med at Sedoj begyndte at tage på, men hans stivhed i bagparten forsvandt også. Snart viste der sig også andre bedringer i Sedojs krop og sjæl: Større hove og bedre hovkvalitet i et tempo, som min smed ikke kunne forklare eller forstå. Han fiken tykkere man og pandelok, der desværre blev spist sommeren efter. I det hele taget blev Sedoj en meget gladere hest med bedre pels og hovkvalitet samt en god energi.
Jeg ringede selvfølgelig til tandlægen med det samme, og Pia Kaj kom ud. Det viste sig, at Sedoj havde nogle tandkapper, og var meget sen til at skifte sine mælketænder, og det var derfor han havde smerter i kæben. En tandraspning gjorde underværker, og alt foregik i god orden og ro.
Kiropraktoren var næste stop, men her kommer forklaringen først på Sedojs smerter i lænden. Jeg fortalte staldejer, hvad Winnie havde sagt, og de kunne så give mig den sidste brik i puslespillet. Sedoj havde nemlig pjattet rundt ude på folden, men pludselig var benene smuttet under ham og han slog en saltomortale og gled flere meter. Regitze som kiropraktoren hed, kom ud, og satte Sedojs lænd samt første halshvirvel på plads. Efter denne behandling brugte han lige en halv time i boksen på at sove. Da jeg lukkede ham ud igen, gik han først stille og roligt, men så fik den også alt hvad remmer og tøj kunne holde med bukkespring og rodeoshow. Det var skønt, at se sin hest så glad og fuld af liv igen.
Winnie kom ud igen senere på året for at føle op på behandlingen af Sedoj. Det foregik lidt på samme måde, men denne gang tog han ikke imod healingen. Han havde nu fået mod på distanceridning, men jeg havde også brugt meget tid på at fortælle ham, at han aldrig nogensinde skulle ride længere end han kunne klare. Winnie spurgte så igen om Sedoj kunne lide at være hos mig, og svaret var det samme, han gik et skridt nærmere mig…..
På intet tidspunkt blev der taget billeder af denne behandling/procedure, men alt det der er blevet sagt og gjort, sidder for evigt fast i mit hjerte.
