Han er nu sød!

Men Sedoj er ikke helt overbevist om, at hans nye skygge er så sød, som jeg går og fortæller ham…

Silver Dust har allerede lært at holde lidt afstand til ham store sure hvide, men følger ham alligevel i tykt og tyndt. Og Sedoj tolererer lige, at Silver er der. Han må også gerne stå ved siden af ham. Men Silver Dust skal faktisk helst ikke hverken se på eller røre Sedoj, for så bliver han altså lidt vrissen. Men selv om Sedoj kan jage lidt rundt med Silver Dust, lægger ører i ham og hapser lidt i ham en gang i mellem, så har Silver Dust altså ikke en skramme nogle steder, så det er positivt. Og derudover så går han sammen med Sedoj, og flytter sig kun fra ham, når han er efter ham, så jeg tænker ikke, at Silver Dust frygter Sedoj.

Felecia var også med ude ved hestene, da hun selvfølgelig også gerne vil lære lille Silver Dust at kende. Hun sad stille og roligt med sin lille madpakker, og snart var hestene meget interesserede i både madpakken og hende. Og Silver Dust tog lidt kontakt til hende. Felecia var stolt, da det lykkedes hende at ae ham, for det ville han ikke rigtig tillade, da vi var ude at kigge på ham.

Mens jeg ordnede foder og stald, hyggede de tre sig sammen. Jeg tænker, at det nok skal blive et godt match, når de alle tre lærer hinanden at kende noget bedre. Silver viser en stor tillid til os, selv om han selvfølgelig også lidt skal se os an, så det skal nok blive godt. Og selv om Sedoj er lidt efter ham, og en ret skrap onkel, så bliver Silver Dust ikke bange for ham.

Silver Dust ser desværre ud til at være blevet en smule urentgående hen over natten. Jeg tror, at det er en blanding af, at han har løbet lidt rundt efter sin gamle flok, lavet nogle ninja-manøvre for at slippe for den store sure hvide, og så er jorden jo frossen. Han er ikke varm, hævet eller øm i forbenet. Og så vil han heller ikke spise den mad, som jeg har til ham. Har snakket med avler, og fået at vide, hvad han spiser, så det bliver købt i morgen. En dag mere på fri wrap og uden foder, gør nok ikke den store forskel…

Jeg glæder mig så meget til at de to drenge bliver rigtig gode venner, så de får lidt fornøjelse af hinanden. Nu har Sedoj fundet sig en kammerat for resten af sit liv, og jeg håber bare, at vi alle får stor fornøjelse af hinanden. Fremtiden tegner i hvert fald lys…

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *