Badedag med Sedoj

I dag var vejret bare skønt, og det indbød selvfølgelig til årets første badedag. Sedoj er selvfølgelig en gentleman, når det kommer til at blive vasket. Vi har dog kun koldt vand i stalden, så vi vasker kun, når det er varmt, for han er lidt kuldskær den søde gamle dreng. Det betyder også, at når vi starter med at vaske ham, så synes han ikke det er så rart, og går lidt rundt. Når først han er blevet våd, så er der ingen problemer.

Når jeg vasker, så starter jeg altid med benene, og bevæger mig opad. På den måde vænner kroppen sig til det kolde vand, så det ikke kommer som lidt af et chok. Jeg deler ham op i områder, der bliver gjort våd og sæbet ind. Det betyder også, at 4 ben bliver gjort våde, og sæbet ind, inden jeg går videre med kroppen. Derefter vasker jeg så halsen og manen, og så kroppen, inden jeg vasker halen. Når halen er sæbet ind, vasker jeg ham ren for sæbe. Så skraber jeg vandet af ham, og nogle gange får han sit fleecetæppe på. Og så vasker jeg sæben ud af halen. Til sidst bliver han vasket med en svamp i ansigtet, hvilket er den mest irriterende del af badet ifølge Sedoj.

I dag sprang vi dog let over nogle af tingene, da min datter stod for at vaske Sedoj, mens jeg trænede Silver med vandslangen. Men mon ikke, at Danmark giver en sommerdag mere, så han kan blive vasket, som jeg plejer. Men uanset hvad, så kom der er en masse af vinterens skidt af, og det trængte han også til. Og når først han er tørret ordentligt, så ser han jo helt hvid ud.

Sedoj er blevet så fin efter badet, og selv halen har er blevet ret ren. Det er ikke altid så nemt med en hvid hest, men i det mindste så glæder jeg mig over, at Sedoj har pletter, for det beviser jo, at han både ligger ned og sover, og ruller sig. Sådan nogle ting holder jeg lidt øje med, nu hvor han både er en lidt ældre hest, og har problemer med bagbenene. Men heldigvis er det ikke noget problem endnu. Jeg ser også begge drenge ligge og sove sammen inde i løsdriften, hver morgen, når jeg kører forbi dem. Så det giver ro i sindet på det område.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *