Besøg af tandlægen

Jeg var så heldig, at vinde et tandlægebesøg i en facebook-konkurrence afholdt af Daydreamer DD og Sabbines Hestetandpleje. Dette besøg valgte jeg, at Sedoj skulle have, for han har jo fødselsdag i morgen, og nu hvor tandlægen så stadig var her, så skulle Silver også i tandlægestolen.

Sedoj havde lidt problemer i munden, men ikke mere end at tandlægen var ret fortrøstningsfuld. Han har jo fået fjernet en kindtand, og desuden knækket og tabt en mere. De modstående tænder skulle så raspes lidt ekstra. Han var lidt øm i kæbeleddet, og måtte bedøves over et par gange. Det gik heldigvis stille og roligt, og Sabbine havde masser af tålmodighed med ham.

Vi valgte at tage Sedoj først, for så kunne han nemlig vågne op, mens Silver var i gang hos tandlægen. Det var et godt valg, for Sedoj var ret træt efter behandlingen. Men han klarede det så fint, og vågnede også forholdsvist hurtigt op. Silver og Sedoj vågnede helt op inde i løsdriften side og side.

Silver tog det hele i stiv forben. Både at være bedøvet, have mundspærre på og have hovedet oppe i støtten, tog han rigtig fint. Silver var for stor til den lille hovedstøtte og næsten for lille til den store hovedstøtte, men det gik lige.

Vi måtte lige støtte Silver lidt, da han blev lidt træt undervejs. Men det gik fint, så længe han blev mindet om, ikke at falde helt i søvn. Igen havde tandlægen en god tålmodighed og var god til at håndtere lille Sille. Jeg kunne nærmest bare stå og kigge på, samt trøste og opmuntre drengene lidt undervejs.

Der var ikke ret meget at komme efter ved Silver, så det var til at overskue. Han var dog også ret træt efter tandlægebesøget, men så var det jo godt, at væggen imellem løsdriften og striglepladsen, havde den perfekte højde til at hvile hovedet på.

Så mine to dygtige drenge klarede tandlægebesøget supergodt, og tandlægen kommer på besøg igen om 9-10 måneder, for at følge op på det, der blev lavet. Det bliver rigtig godt for begge to, at få kørt dette besøg ind i en fast rutine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *