En helt særlig hest

Sedoj er 23 år, og han har været en kæmpe stor del af mit liv i nu 22 år. Han var en lille æselgrå fyr den gang, jeg mødte ham, og i dag er han den smukkeste flueskimmel ligesom sin mor. Mit hjerte smelter, når denne skønne knægt står og kigger på mig på den måde.

Den lyserøde stribe på hans sorte mule. De smukke brune øjne med hvide øjenvipper. Hver eneste lille røde plet. De fine bløde ører, som han elsker at få kløet. Hans underlæbe med den lyserøde plet. Måden han brummer goddag til mig, når jeg kommer i stalden. Det er det, som jeg tænker på, når jeg tænker på Sedoj, og det er alt sammen noget, der for altid vil blive gemt i mit hjerte.

Jeg kan på ingen måde forklare hvor meget han betyder for mig. Med tanke på hans alder og hans ben gør jeg mig selvfølgelig nogle tanker om, hvornår nok er nok. Vi er der heldigvis slet ikke endnu, men jeg kan faktisk heller ikke helt forestille mig et liv uden min hvide guldklump. Jeg har faktisk levet flere år med Sedoj end uden ham, og han har fulgt mig igennem alle op- og nedture i mit liv.

Disse kram han giver får solen frem på selv den værste regnvejrsdag. Gode dage bliver bedre. og dårlige dage forsvinder i det øjeblik, han lægger sit hoved ind til mig. Intet kan sammenlignes med, hvad han gør for mig, når vi står der, og han med hvert åndedrag puster hverdagens stress væk for en tid. Jeg er så taknemmelig for Sedoj, og alt det han er og gør for mig. Hvor er jeg heldig, at vores livs veje krydsede hinanden, da de gjorde det…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *