Åh nej, Silver!

Silvers træning var jo gået helt fantastisk tidligere, så jeg glædede mig til at komme ud og forkæle ham lidt igen under aftenfodringen. Disen havde lagt sig hen over marken, og drengene kom mig i møde, da jeg kaldte på dem. Idyllisk var det, indtil Silver gik i trav, og han var tydeligt halt. Min hjerne kørte på højtryk, for hvad skulle jeg nu gøre. Jeg lavede maden, for der er ikke rigtig ro på på drengene, indtil de får deres mad. Derefter kunne jeg undersøge Silver

Han havde en tydelig vandret hævelse af senen lige under knæet på venstre forben. Han var egentlig ikke direkte øm. Han reagerede på berøring eller tryk. Han var dog tydeligvis halt. Jeg havde mine formodninger om, hvad der var sket, og dette fik jeg bekræftet dagen efter. Sedoj og Super går med regndækken i tiden. De har begge halestropper. Silver hopper ofte op ad Sedoj, når de leger, og jeg er derfor ret sikker på, at han har haft benet i halestroppen. Han lavede nemlig samme stunt dagen efter med det andet forben.

Silver blev smurt med kølegel om aftenen efter uheldet. Næste morgen blev han bandageret med bandagen fra FirTec, som jeg egentlig har til Sedoj. Den vil blive taget af og lagt om 2 gange om dagen i forbindelse med fodringen.

Det er ikke så nemt at holde ro på den lille knægt, og det bliver ikke bedre ved at sætte ham i boksro, mens de to andre kan gå ude. Han har mest ro på ved at følge med Sedoj og Super så derfor bliver de på folden.

Det er lidt sjovt at se forskellen på, hvordan de to gamle håndterer, at Silver er kommet til skade. Super er blevet lidt hårdere over for Silver, og Sedoj passer bare endnu bedre på ham. Sedoj er bare så god en dreng, og har en helt speciel personlighed. Nu skal vi bare have Silver på højkant igen, og håber det går hurtigt for den bette dreng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *