Det er med det tungeste hjerte, at jeg sidder og skriver det her. Vi har lige sagt farvel til vores lille Supermule. Det var desværre alt for kort tid, vi fik med ham, og vi var slet ikke færdige med at lære denne lille røde skønne sjæl at kende.
Det gik utrolig stærkt til sidst, men jeg har forsøgt på mange måde, at forbedre hans liv siden sommeren sidste år. Super tabte sig jo, og havde dårlig fordøjelse. Jeg har forsøgt mange forskellige slags tilskud, og forhørt mig hos de forskellige fagfolk. Nogle tilskud og tiltag havde en kort tid med bedring, mens andre ingen virkning havde overhovedet.
På trods af dette, så var Super altid i højt humør, og elskede både at komme på tur, på banen, træne fra jorden eller blive nusset om. Han havde altid en kæmpe ja-hat på. og altid ørene fremme.
Den 17. januar var det tid til hans tandlægebesøg, og han blev vaccineret samtidig. Der var nogle foderpakninger og andre småting, der kunne have været en årsag til den dårlige fordøjelse og manglende vægt. For at undgå, at han stoppede med at spise pga. smerter, fik han smertestillende pasta.
Det var bare som om, at han ikke formåede at komme tilbage til sit gamle jeg efter den omgang. Han kom ikke helt i gang med at spise, og jeg endte med at have ham i boks på staldgangen derefter, for at sikre mig, at han spiste bare lidt, og havde hele natten til at spise sine måltider.
Det handler ikke om, at jeg siger, at bedøvelsen eller besøget fra tandlægen, er skyld i, at han ikke er her længere. Det var bare her, at det for alvor vendte med hans ædelyst. Vi har jo også haft en hård vinter, og han var jo også fyldt 28 år, men vi var bestemt ikke parat til at sige farvel.
Han har selvfølgelig fået bedøvelse, og al bedøvelse må jo ikke gives til heste med hjerteproblemer, så gad vide, om han havde et underliggende problem, der blev trigget af bedøvelsen denne gang? Jeg vil så gerne bare have svar, så søger, undersøger, og prøver at forstå. Jeg kunne måske have gjort noget, reddet ham, og stadig have min Supermule på folden lige nu.
Den sidste dag, var hans vejrtrækning dårlig og hvæsende. Han havde en feber på 41 grader. For to dage siden, havde han 39 grader i temperatur, dagen efter var hans temperatur normal, og i dag så 41 grader. Jeg hentede ham ind i sin boks, og tilkaldte dyrlægen. Da jeg gik op for hente hende, havde Super lagt sig ned i boksen. Han havde desværre ikke lagt sig optimalt, så havde hovedet op ad væggen ind til løsdriften. Vi er overbevist om, at han havde lagt sig, for der var ingen skader eller tegn, der kunne passe, at han var kollapset. Det var dog tydeligt, at han ikke havde flere kræfter, at han var træt nu.
Dyrlægen lyttede på ham, og prognosen var ekstrem dårlig. Han havde væske på lungerne, og en tydelig mislyd på hjertet. Derudover havde han ødem i mulen. Det er utroligt, at alt det kan ske på så kort tid. Om morgen spiste han lidt foder, og gik derefter jo selv ud på folden til de andre, og stod og nippede græs og wrap. Han fulgte med de andre ind i løsdriften, og stod sammen med dem der. Det hele er bare så meningsløst, og jeg er efterladt med tusinde spørgsmål, og ingen svar.
Han var så dårlig, at bedøvelsen nærmest var nok til at aflive ham. Han blev dog selvfølgelig aflivet korrekt. Han rejste afsted med kys i panden og hundredvis af opmuntrende ord. Mine tårer trillede, da han trak vejret den sidste gang.
Han rejste over Regnbuebroen dagen efter, at min datter var med ude, og hygge om ham. Han fik godbidder og gulerødder, masser af nus og kys. Det var nærmest som om, at han ventede på hende, men samtidig siger min fornuft, at det kunne han jo ikke.
Dagen efter blev Super hentet, og er nu stedt til hvile i det fineste område. De to andre drenge fik lov til at sige farvel til ham i løbet af natten, da Super jo blev aflivet i boksen. Han skulle ikke på benene eller trækkes væk fra de andre. Han kom over regnbuebroen uden hale, og hårene fra ham, skal laves til smykker og minder til min datter, der var så hjertens glad for sin Supermule, der altid var der for hende.
Det er så hårdt at miste, og især fordi det gik så hurtigt. Han gik igennem dyrlægens undersøgelse inden tænderne blev ordnet, og alligevel må vi sige farvel 4 dage efter. Det var 4 hårde dage, hvor jeg kæmpede for, at han skulle få det bedre. På en eller anden måde frygter jeg, at det bedste valg slet ikke var, at tage ham hjem til os i løsdriften. At han, selv om han var træt af livet som elevpony, ville have haft det bedre, ved at blive på rideskolen. Frygten for, at jeg ikke gjorde det godt nok, og at det er min skyld, at han ikke er her mere. Tusinde tanker om alt det jeg skulle eller kunne have gjort anderledes, selv om dyrlægen siger, at jeg ikke behøver have disse tanker.
Det hele er komplet uforståeligt, og lige nu føles løsdriften og folden bare lidt tom. Der er slet ingen rød smuk gammel dreng, der vrinsker velkommen, når vi kommer i stalden. Ingen sød mule og store brune øjne, der nysgerrigt kigger ind ad stalddøren.
Farvel kære Supermule, og tak for den tid du brugte med os. Mest af alt tak fordi vi lærte din sjove personlighed at kende, og tak for alle de dejlige bløde mulekys. Du var en helt særlig sjæl, og vi er så taknemmelige for, at have lært dig at kende. Men også undskyld. Undskyld Super, hvis det liv, som jeg gav dig, ikke var det du havde brug for. Undskyld, hvis jeg ikke gjorde nok.
