I dag var det så dagen, hvor jeg igen tog afsted i skoven med drengene alene. Og det gik som altid bare supergodt.
Sedoj fik bare sin grime på, for det er nemmere at trække ham i grimen end i hackamoren. Han bliver nemlig irriteret på stængerne, når de hænger ned foran hans mund. Det vildeste Sedoj laver, er han stopper op for at spise, når vi passerer noget græs eller blade, der er lidt for lækkert i hans øjne… Og lige præcis det er noget, som vi skal have arbejdet på. For det er som sådan ikke noget problem, når jeg kun har ham med på turen. Men når lille fremadgående Silver også er med, så ligner jeg lidt en tegneseriefigur, der er ved at blive revet halvt over. Sedoj stopper for at nuppe lidt lækkert grønt, og Silver fortsætter afsted ud på eventyr. Så vi øver brems for den lille og fremad for den store – dog mest fremad for den store. Tempoet er nemlig også et lille issue, da Sedoj er en, der lunter på turene, og Silver vil opleve det hele på den halve tid. Men det skal nok blive rigtig godt, når Sedoj kan følge med…
Vi var omkring nogle nye stier, og har fundet en rigtig hyggelig rute. Vi går mellem 6-10 km, når vi er afsted i varieret tærren, og det er bare så hyggeligt, og godt for krop og sjæl. Jeg elsker at være afsted med min datter, men jeg elsker bestemt også at være afsted bare sammen med Sedoj og Silver alene. Så går vi der side om side med fuglefløjt som den eneste baggrundslyd. Det er bare skønt…
